23948sdkhjf

Statikere skaber en flaskehals i byggeriet

Statiske beregninger og anerkendt statiker. Det er ord som rigtigt mange borgere i de store byer, er begyndt at kende. De repræsenterer en stopklods og en kæmpe udfordring for en tidssvarende renovering af boligerne i byerne.

Indført i det seneste bygningsreglement med en ambition om at gøre kommunens sagsbehandling mere smidig, har det tværtom gjort processen mere omfattende, tidskrævende og omkostningstung. Regningen ender hos projektejeren.

Et eksempel. En kunde vil have udskiftet en dør i lejligheden til en dobbeltdør. Tidligere ville denne opgave have kostet omtrent 30.000 kroner. I dag skal der udføres certificerede statiske beregninger og prisen løber op over 70.000 kroner, alene for beregningerne. Kunden trak sig fra projektet.

Ikke nok med at beboerne i byerne ikke kan få renoveret og opdateret deres lejligheder, så forpurrer det en masse arbejde for de mindre og mellemstore håndværkvirksomheder, der står for en betydelig del af renoveringsarbejdet.

Det er jo ikke til nogens fordel, tværtimod!

Tidligere kunne mindre komplicerede beregninger som et dørhul og sammenlægning af lejligheder udføres af entreprenørernes konstruktører eller ingeniører, til godkendelse i kommunen.

Nu skal alle ændringer der påvirker de bærende konstruktioner beregnes af certificerede statikere, uanset omfanget. Ansvaret ligger nu hos statikeren, hvor det tidligere var kommunens, at den valgte løsning er korrekt, hensigtsmæssig og forsvarlig.

Konsekvens er dyrere byggeri

Det som skulle lette arbejdet for kommunen og derfor reducerer behandlingstiden for byggetilladelser, er desværre ikke lykkedes. Konsekvensen er længere opstart, dyrere byggeri og færre byggeri.

Der er 184 certificerede statikere i Danmark. Af disse er 21 certificerede i KK3/4, for de mest komplicerede konstruktioner.

Disse specialister skal tage sig af alle sager i landet, også et simpelt dørhul. I kan selv tænke over, hvor højt den private kunde med små enkelte projekter, bliver prioriteret, overfor de store udviklere og entreprenører med en kontinuerlig strøm af projekter. Det virker ikke som en optimal udnyttelse af ekspert kompetencer og ressourcer.

De certificerede statikere kan vælge og vrage i opgaverne og skaber dermed en flaskehals i byggeriet.

Den ekspertise som de besidder, og burde bruges til de komplicerede opgaver, skal ifølge reglerne nu bruges på de mest simple ting. Opgaver som alle bygningsingeniører og konstruktører kan udføre, og som de tidligere udførte uden problemer i forhold til godkendelse i kommunen.

Et ekspertproblem

Det er en flaskehals som påvirker den private kunde og de små og mellemstore virksomheder, mest.

Med kravet om certificerede statikere på stort set alle bygningsprojekter i de store byer, har man konsekvent skabt et ekspert problem.

Der er simpelthen ikke nok specialister til at løse opgaverne. I et normalt marked er der overhængende risiko for prisstigninger, som igen vil påvirke de mindre byggeprojekter og projektejere mest.

Det giver simpelthen ikke mening at skyde gråspurve med kanoner!

Vi skal have ændret det her. Det skal gøres langt mere smidigt med fokus på kundens behov og ambitionen om en tidssvarende bygningsmasse, der udnytter bygningerne mest muligt.

Det har for eksempel stor betydning for udvidelse og udvikling af boliger i tagetagerne, som kunne afhjælpe behovet for flere boliger i byerne og måske bidrage til at bevare den bynære natur.

Reglement skal ændres

Vi skal have ændret bygningsreglementet. Både fordi det ikke er tidssvarende i forhold til at fremme en omstilling af byggeriet frem mod det bæredygtige, biobaserede og måske regenerative. Og fordi det forhindrer helt normale borgere i at forbedre deres boliger.

Indtil det sker, kan vi indføre en brugbar bagatelgrænse der gør at beregninger som et dørhul igen kan udføres af andre end de certificerede statikere, og vi kan få regler, og tilstande på markedet, der giver mening fagligt og professionelt, og for kunderne.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.239