23948sdkhjf

Regeringsjubilæum: Fredensborg slotshave skal restaureres for 24 mio.

Kongebroen og Eremitagepavillonerne i Fredensborg Slotshave skal restaureres for 24 mio. kr.

Det sker i anledning af, at Dronningen i år kan fejre 50 år som regent.

Arbejdet går i gang i foråret 2022, og pavillonerne er dét, som først forventes færdigt. Det bliver i slutningen af året.

De to Eremitagepavilloner er oprindeligt opført efter ønske af Frederik IV til brug for opvartningen, når kongefamilien spiste ved søen. De nuværende bygninger stammer fra 1765 og er opført af den franske hofarkitekt Nicolas-Henri Jardin.

Pavillonerne var oprindeligt indrettet som grotter, hvor vægge og lofter var dækket med muslingeskaller. Dronning Juliane Marie lod i 1772 pavillonerne indrette som tepavilloner i en nyklassicistisk stil, som kunne bruges af den kongelige familie. I det ydre ser man dog stadig den oprindelige stil, hvor muslingeskaller er hugget ud i vinduesindfatningerne.

Kongebroen som trappen til Esrum Sø

Kongebroen vil stå færdige i begyndelsen af 2024. Den blev skænket til Prins Henrik i 60 års fødselsdagsgave, og den blev indviet i 1996.

Med årene har vind og vejr nedbrudt træværket, og broen bliver nu istandsat med et nyt brodæk af træ, og der bliver mulighed for anløb af både, ligesom det bliver muligt for havens gæster at bruge broen.

Kongebroen ligger for enden af Slothaven i en lige akse, der flugter med en af de alléer, som udgår fra Fredensborg Slot i en stjerneform, og som er et træk fra havens oprindelige franske barokstil. Aksen forsætter i forlængelse af broen over på den anden side af søen til Parforcejagtlandskabets lige skovveje. Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2015.

Restaureringen af de to elementer vil samtidig markere færdiggørelsen af mange års arbejde med at genskabe barokhaven i Fredensborg.

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som har doneret 24. mio. kr. til restaureringen.

Om Fredensborg Slotshave

Fredensborg Slot og Slotshave er i dag et haveanlæg og en af Danmarks største barokhaver. Slotshaven blev grundlagt i 1720’erne af Frederik IV, efter barokkens forskrifter med slottet i centrum på det højeste punkt.

Barokanlægget har gennem årene gennemgået en omfattende restaurering og genopretning. Restaureringen omfattede Brede Allé, parterret foran slottets havefacade og de to haverum Ballonpladsen og Vinhøsten, som blev indviet i 2013. I projektet indgik også restaurering af de mange skulpturer i haven, hvor 40 er helt nye.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098