23948sdkhjf

150 boliger på vej: lokalt selskab investerer i ny Aalborg-bydel

Der er fart på udviklingen af det 54 hektar store Stigsborg-område i Nørresundby nord for Aalborg. PFA Ejendomme, Lærernes Pension, Nørresundby Boligselskab, Aalborg Kommune med flere er i fuld gang med at projektere byggerier, der skal stå færdige inden for de kommende år.   

Nu tegner det lokale ejendomsselskab Wagner Ejendomme sig som køber af byggefelt B14, der er beliggende ud mod Aalborgs nye store rekreative område Stigsparken. Det skriver byudviklingsselskabet Stigsborg P/S i en pressemeddelelse. 

Over de næste par år har ejendomsselskabet planer om at opføre 150 lejeboliger fordelt på forskellige størrelser, lige studievenlige 1-værelses lejligheder til 4- og 5-værelses lejligheder henvendt til familier eller par. 

Lejligheder i to etager

Som noget særligt vil Wagner Ejendomme opføre lejligheder i to etager, som skal gøre det muligt at nyde have og fantastisk udsigt på samme tid. Derudover er det ambitionen, at der i byggeriets største boliger skal være mulighed for at føre liberale erhverv, hvor man for eksempel kan have erhverv i underetagen og beboelse på 1. salen. 

- Det har været et stort ønske for os at opføre boliger, som henvender sig til forskellige målgrupper, og hvor man som beboer får mest muligt nytte af den fantastiske beliggenhed – ved eksempelvis at lade den gode udsigt komme til sin ret. Derudover skal der være plads til at realisere sine drømme i eget hjem, og derfor er det planen, at man skal kunne føre erhverv i nogle af de største boliger, siger Trine Wagner, der er adm. direktør i Wagner Ejendomme, i pressemeddelelsen. 

Parterne forventer, at byggeriet står færdigt og klar til indflytning i slutningen af 2024. 

Med salget af byggefelt B14 er cirka halvdelen af de 200.000 etagemeter i etape 1 på Stigsborg enten solgt eller reserveret. Denne etape rummer blandt andet det grønne område Stigsparken, den nye folkeskole Børne- og Ungeuniverset samt indkøbsmuligheder, erhverv og meget mere.

Fakta om Stigsborg P/S og Stigsborg

Stigsborg P/S er etableret i 2018 med Aalborg Kommune, PFA Ejendomme og A. Enggaard som parter efter en omfattende kommunal udbudsproces. 

Stigsborg P/S har i første omgang til formål at udvikle etape 1 af Stigsborg, som er et område mellem Stigsborg Brygge, fjordkysten og Engvej/Stigsborgvej. 1. etape har et samlet areal på ca. 33 hektar inkl. Aalborgs største bypark, Stigsparken. Byudviklingsselskabet har desuden forkøbsret til etape 2 og 3. 

Stigsborg er geografisk afgrænset af Limfjordsbroen i vest, Nørresundby i nord, Limfjordstunnellen i øst og Limfjorden i syd. Området har tidligere huset en række industrivirksomheder og skal nu omdannes til en moderne og mangfoldig bydel. 

Udviklingen af Stigsborg forventes at vare 20 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere. Boligerne vil primært være leje- og ejerboliger i 4-6 etager samt town houses/rækkehuse i 2-3 etager. Offentlige institutioner såsom skole, plejehjem og daginstitutioner samt mindre erhverv (kontorerhverv, cafeer, butikker etc.) vil også få plads i området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11