23948sdkhjf

Direktør forlader Link Arkitektur - afløseren er på plads

Den store arkitekturvirksomhed Link Arkitektur skifter ud i ledelsen fra årsskiftet. 

Efter 33 års tro tjeneste for Falch & Larsen, herefter Aarhus Arkitekterne og senest Link Arkitektur har Mogens Kristensen fra d. 1. januar 2022 valgt at opsige sin stilling som direktør for arkitektfirmaets kontor i Aarhus. 

Afløseren er fundet i egne rækker. Det bliver Lars Kirkegaard, der overtager styrepinden for Aarhus-kontoret. Det oplyser Link i en pressemeddelelse. 

Så selvom titlen er ny, er ansigtet velkendt og strategien den samme, udtaler adm. direktør for Link Arkitektur Kirsten Anker Sørensen: 

– Mogens har gjort et fantastisk stykke arbejde som faglig stærk kapacitet og en værdifuld kulturbærer for Link Arkitektur. Han har nu besluttet, at der skal ske noget nyt i sit arbejdsliv, og derfor har vi fundet en meget kompetent erstatning i egne rækker i form af Lars Kirkegaard, udtaler hun i pressemeddelelsen. 

En større ledelsesrokade 

I første omgang er Lars Kirkegaard indsat midlertidigt i stillingen, da Link er i gang med en ledelsesrokade, der blandt andet skal sætte større fokus på digitalisering, bæredygtighed og kompetencedeling på tværs af landegrænserne – firmaet har 500 medarbejdere fordelt på Danmark, Norge og Sverige. 

Lars Kirkegaard blev i 1998 ansat hos Aarhus Arkitekterne og har været ansvarlig for både bolig-, erhvervs- og sundhedsprojekter. Senest har han været projektdirektør for konsortiet bag Nyt Aalborg Universitetshospital. 

Tager lidt tid ud af kalenderen

Det er både en smule vemod, men mest af alt stolthed, der fylder Mogens Kristensen efter et langt arbejdsliv på tegnestuen i Aarhus. 

– Jeg har haft 33 fantastiske år i virksomheden, oplevet flere opkøb, mødt en masse fantastiske kollegaer og samarbejdspartnere samt været en del af en række spændende projekter. Vi har sammen skabt store resultater, og selvom det selvfølgelig er en smule vemodigt at skulle videre, er det mest af alt en følelse af stolthed, jeg sidder tilbage med, udtaler han. 

Mogens ved endnu ikke, hvad det næste kapitel kommer til at byde på, men han vil med egne ord ”tage lidt tid ud af kalenderen for at tænke sig godt om”.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11