23948sdkhjf

Ingeniører i byggeriet lander højeste lønstigning siden finanskrisen

Den høje aktivitet indenfor byggeriet kan tydeligt ses i lønudviklingen for ingeniørforeningen IDAs medlemmer.

Her i Licitationen - Byggeriets Dagblad har vi flere gange skrevet om mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor en lang række brancher og sektorer. Og manglen omfatter ikke mindst ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-specialister.

"Derfor er det heller ikke en stor overraskelse, at det forgangne år har budt på pæne lønstigninger på det private område. I gennemsnit har medlemmer her landet en lønstigning på 4,3 pct. I samme opgørelsesperiode (september 2020 - september 2021, red.) har inflationen ligget på 2,2 pct.", skriver IDA i en pressemeddelelse.

- Ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-specialister er i høj kurs i rigtig mange virksomheder. Ledigheden er lav, og den seneste prognose peger på, at der også vil være efterspørgsel i en rum tid fremover. Vi uddanner stadig alt for få vidensarbejdere, og vi formår heller ikke at tiltrække og fastholde nok højtuddannede specialister fra udlandet, siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

- Det slår i gennem på lønudviklingen i det forgange år, som giver en pæn reallønsfremgang, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Lønhop i byggeriet

Lønstatistikken viser, at den gennemsnitlige lønudvikling varierer en del fra branche til branche.

I det forgangne år har lønhoppene været størst inden for entreprenørvirksomhed/bygge og anlæg og it- og televirksomhed med gennemsnitlige stigninger på henholdsvis 7,1 pct. og 5,1 pct.

- Hvis man kigger sig omkring, så er det tydeligt, at aktiviteten i byggeriet er tårnhøj herhjemme. Vi ved, at der er rift om medarbejderne i den branche og mange ubesatte stillinger, siger Morten Thiessen.

Hurtigere i job

Han forudser, at manglen på højtuddannede med indsigt i STEM-fagene, der står for Science, Technology, Engineering og Mathematics, også vil påvirke lønudviklingen de kommende år.

- Pandemiens negative konsekvenser for beskæftigelsen er fuldkommen udviskede for vores medlemsgrupper. Samtidig kan vi se, at de nyuddannede ingeniører, scient.er og it-uddannede fra i sommer er hurtigere til at komme i job, end de fem seneste årgange før dem var. Der er mange jobåbninger, vi får mange ansættelseskontrakter omkring vores juridiske rådgivning, og for den enkelte ser de gode tider ud til at fortsætte, så langt øjet rækker. For Danmark som produktionsland og videnssamfund er det til gengæld lidt bekymrende, for vi ser klare tegn på flaskehalse i nogle brancher, og den slags er gift for udvikling og fremdrift, siger Morten Thiessen.

Tænk på seniorerne

Han opfordrer virksomhederne, der har ubesatte stillinger, til at øge deres fokus på at ansætte nyuddannede og også kigge i retning af de udenlandske dimittender, der har taget deres uddannelse i Danmark og ønsker at blive her.

- Når det gælder om at imødegå manglen på arbejdskraft, så er der helt sikkert noget at komme efter her. Jeg vil også kraftigt opfordre virksomhederne til at imødegå manglen på vidensarbejdere ved at fokusere mere på deres seniormedarbejdere. Vi ved, at mange seniorer ufrivilligt forlader arbejdsmarkedet, fordi de simpelthen bliver afskediget, når de når en given alder. Det kan gøres bedre, og her er senioraftaler et oplagt værktøj til at fastholde de mest erfarne kræfter, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, siger Morten Thiessen i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131