23948sdkhjf

Barnet bliver skyllet ud med badevandet

Boligjobordningen rundede i 2021 sin 10-års fødselsdag - men fra 1. april 2022 bliver der nu desværre tale om et håndværkerfradrag uden håndværk

FINANSLOV Lad det være sagt med det samme: Det var fornuftigt nok at rulle den midlertidige udvidelse af boligjobordningen 2021 tilbage til 2020-niveauet. Både fordi finanspolitikken skal strammes og fordi det hele tiden var tænkt som et midlertidigt, ekstraordinært corona-tiltag.

Men DI beklager dybt, at barnet nu bliver skyllet helt ud med badevandet, og energirenoveringsdelen af boligjobordningen afskaffes helt, efter at støttepartierne har fået presset regeringen i den retning i slutfasen af finanslovsforhandlingerne.

Boligjobordningen har altid haft både et konjunktur- og et strukturelement, som der gennem årene er lagt forskellig vægt på. Og det er indlysende, at med den aktuelle mangel på arbejdskraft, falder konjunkturargumentet bag fradraget bort. Omvendt giver det stadig god mening strukturelt at sørge for, at familierne kan veksle sort arbejde og lavproduktivt gør-det-selv-arbejde til hvidt arbejde samt at fastholde et privatøkonomisk incitament til energirenovering i de private boliger.

Herhjemme har håndværkerfradraget været kendetegnet ved en politisk kamp fra hus til hus - og fra finanslov til finanslov. Det står i skærende kontrast til i Sverige, hvor deres tilsvarende, og langt mere generøse, skattefradrag siden 2009 ret uantastet har været en decideret hjørnesten i de skiftende regeringers økonomiske politik - og hvor man for eksempel i 2019 brugte godt 15,5 mia. svenske kr. på deres håndværker- og servicefradrag.

Bidrog til grøn omstilling

Især servicefradraget giver et betydeligt løft til arbejdsudbuddet, når vi som lønmodtagere for eksempel køber os til hjælp med rengøring i hjemmet - det har Skatteministeriet for nyligt dokumenteret i deres årlige skatteøkonomiske redegørelse. Og den del er trods alt videreført, også efter den nye finanslovsaftale for 2022.

I øvrigt overhalede anvendelsen af servicedelen allerede i 2017 den indsnævrede, grønne energirenoveringsdel af boligjobordningen. Senest var der sidste år 352.000, der benyttede servicedelen af fradraget mod 268.000, der benyttede håndværksdelen. Til sammenligning var der i 2014 - da håndværkerfradraget var på sit højeste, og hvor man også fik fradrag for indvendig maling og køkkenrenoveringer mv. - 641.000 danskere, der benyttede det.

Så hvis boligejerne i corona-perioden 2020-21 i fravær af udlandsrejser, er gået amok i nye køkkener, badeværelser, malerprojekter, terrasser og vildmarksbade - og det skal være dem vel undt - så er det i hvert fald ikke på grund af Boligjobordningen, som kun gav fradrag for en meget snæver såkaldt "positivliste" af energirenoveringer.

Og energirenoveringsdelen af boligjobordningen bidrager til den grønne omstilling, som det stadig halter efter med. Det behøver man bare at konsultere FN’s klimapanels rapport fra august 2021 for at forvisse sig om. Der er fortsat meget at komme efter fx i udskiftning af gamle oliefyr.

Og alternativerne til den velkendte boligjobordning er for eksempel Bygningspuljen, hvor der år for år afsættes en vis pulje penge, man kan søge om, og som har givet meget uskønne forløb, hvor puljen blev støvsuget i løbet af få timer og hvor held og tilfældig placering i onlinekøen eller ved telefonslusen har været udslagsgivende for, om man har fået tilskud til sit energirenoveringsprojekt eller ej.

Desværre ikke en aprilsnar

Det er først pr. 1. april 2022, energirenoveringsdelen af boligjobordningen ophører - og det er desværre ikke en aprilsnar. Men konsekvensen bliver formentlig en hamstring af opgaver og et nyt stormløb på håndværksbranchen i de tre første måneder af 2022, og dermed endnu et uhensigtsmæssigt stop-and-go-forløb.

Byggebranchen skal såmænd nok klare sig ganske fremragende uanset hvad. Men forbrugernes efterspørgsel er meget prisfølsom, hvilket man for eksempel også kender fra grænsehandlen. Og så sent som her i efteråret 2021 har Realkredit Danmark undersøgt danske boligejeres motiver for at energirenovere - og det er stadig hensynet til tegnebogen, der vægter klart tungest.

Boligjobordningen rundede i 2021 sin 10-års fødselsdag - men fra 1. april 2022 bliver der nu desværre tale om et håndværkerfradrag uden håndværk.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172