23948sdkhjf

Zeppelin-museum til 350 millioner lander ved Tønder

- Zeppelin Tønder er en ambitiøs satsning i internationalt format. 

Sådan lød det, da formanden for den politiske styregruppe bag Zeppelin Tønder, Jørgen Popp Petersen, søndag præsenterede konceptet bag det kommende oplevelses- og formidlingscenter af Første Verdenskrig, zeppelinere samt flyteknologisk og grøn udvikling.

Sløret blev løftet i passende rammer under et stort anlagt borgermøde i den historie flyhangar i Soldaterskoven i Tønder.

Det skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse. 

I området omkring Soldaterskoven var der under Første Verdenskrig en tysk luftskibsbase, som skulle foretage rekognosceringsflyvninger over Nordsøen og England. Basen - der var bemandet med over 500 menige tyske soldater og en håndfuld officerer - var på højeste teknologiske niveau og husede op til fire zeppelinere af næsten 200 meters længde.

Det er denne historie, der bliver omdrejningspunktet for det nye oplevelses- og formidlingscenter.

- Det er historien og oplevelsen om krigens første "Pearl Harbor", de store dimensioner med de gigantiske zeppelinere, Nordeuropas største bygning og det ypperste inden for fly- og krigsteknologi med teknologisk udvikling frem mod grøn transport. Det er også historien om over 100 år med fredelig sameksistens mellem grænser og nationer. Centret vil formidle menneskets evne, vilje og trang til at flytte grænserne for det mulige, udtaler Jørgen Popp Petersen ifølge pressemeddelelsen. 

5.000 kvm stort oplevelsescenter

De arkitektoniske streger bag konceptet til Zeppelin Tønder er tegnet af Thøgersen & Stouby arkitekter i konsortie med Walk Agency og Baaring Stories, og her er der en helt særlig mening med den karakteristiske arkitektur: 

- Konceptet bag det nye oplevelses- og formidlingscenter søger i sin arkitektur at genskabe noget af den tabte oplevelse af de historiske haller og flyvende vidundere ved at trække på referencer fra både zeppelinerne og hangarerne uden at kopiere nogle af dem, fortæller adm. direktør Jens-Erik Thøgersen fra Thøgersen & Stouby arkitekter og fortsætter:

- Kombinationen af den lette zeppeliner og den jordbundne hangar kalder vi for en Zeppe-gar. Den giver associationer til både zeppelinerne og de imponerende bygninger, der husede dem.

Bygningen på cirka 5000 kvm opføres ved siden af den tilbageværende flyhangar. Besøgscenterets store 10-kantede gavlvindue giver derfor udsigt langs den oprindelige landingsplads for de tyske fly.

Frithængende fly og en zeppeliner-gondol

Planen er, at Zeppelin Tønders indre bliver delt i to. Den ene del er et stort åbent udstillingsrum i fuld højde med plads til frithængende fly og en zeppeliner-gondol.

I den anden del finder man en stabling af i alt fire udstillingsdæk med rum til varierede udstillingsformer. To af disse dæk fungerer som "black boxes", hvor den besøgende kan lade sig omfavne af scenograferede rum med lys og projektioner, der med filmiske virkemidler kan formidle basens mange historier. 

På det øverste dæk kan man gå på opdagelse i barakbyen, og på det nederste dæk finder man Zeppe-garens restaurant. 

Finanslovsbevilling

Projektet har ifølge Jørgen Popp Peteren stor politisk opbakning. Den historisk betydningsfulde flyhangar fik således sikret en fremtid ved Folketingets finanslovbevilling i 2018, og at oplevelses- og formidlingscenter er under etablering i samarbejde med lokale, nationale og internationale aktører. 

Udover Jyllands-Postens Fond er projektet i dialog om samarbejde med blandt andet Zeppelin- og Garnisonsmuseum Tønder, Naturstyrelsen, Nationalmuseet, Forsvaret, Danmarks Tekniske Universitet, Haldor Topsøe, Teknologipagten, Naturvidenskabernes Hus, Astra samt HistorieLab, og der er etableret indledende udenlandske kontakter til Tyskland. 

Tidligere har Jyllands-Postens Fond støttet projektet med 1 mio. kr. kroner til koncept- og forretningsplanudvikling, ligesom kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har besluttet at finansiere en ramme på 75-100 mio. kr. til realisering af projektet. Nu går arbejdet ind på yderligere støtte i form af fondssøgning: 

- Projektet har en volume på 350 mio. kr. Med blandt andet Jyllands-Postens fonds støtte og ekspertise i ryggen er det realistisk, at vi kan nå fondsstøtte i den størrelsesorden, fortæller Jørgen Popp Petersen. 

Det er ambitionen, at Zeppelin Tønder står klar til indvielse i 2028. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11