23948sdkhjf

Styrk byggesagsbehandlingen i kommunerne

Hvis kommunerne godkendes som praktiksteder for teknisk designere, kan det være med til at nedbringe ventetiderne, mener Teknisk Landsforbund

Corona var med til at sætte gang i et regulært byggeboom, der desværre også har fået ventetiden for byggesagsbehandling til at stige i landets kommuner. Det er frustrerende for borgere og virksomheder at skulle vente uger og måneder for at få svar fra kommunen, før de kan sætte gang i byggeriet eller renoveringen. Måske bliver byggeriet forsinket. I værste fald må det aflyses. Det går ud over alle - ikke mindst alle de virksomheder og håndværkere, der arbejder i byggeriet.

Alarmerende travlhed

En af årsagerne til de lange ventetider på byggesagsbehandling er manglen på byggesagsbehandlere. Nogle kommuner som for eksempel Københavns Kommune har helt opgivet at ansætte nok. Vi foretog i august i år en undersøgelse blandt de af vores medlemmer, der arbejder i byggesagsbehandlingen. 79 procent af dem meldte om længere ventetider, 94 procent har fået mere travlt de seneste to år og 70 procent mener ikke, de har tid til at udføre deres job tilfredsstillende. Det er alarmerende. At have for travlt øger risikoen for fejl i byggesagsbehandlingen og kan være ødelæggende for arbejdsmiljøet. Der er brug for at blive sat ind.

En af løsningerne ligger lige for: Oprethold fødekæden af teknisk designere i kommunerne.

Opret praktikpladser

Hvis man vil have fagligt stærke medarbejdere med indsigt i byggesagsbehandling, så har kommunerne også et ansvar for at være med til at uddanne dem. I dag har kun 10 af landets 98 kommuner teknisk designer-elever i de tekniske forvaltninger. Og kun hver tredje kommune er godkendt til at kunne have teknisk designer-elever. Derfor er første skridt i kommunerne at blive godkendt, så de kan have elever.

En nyuddannet teknisk designer, der haft sin praktiktid i den tekniske forvaltning, vil alt andet lige være nemmere at få til at søge et job i kommunen efter endt uddannelse. Med teknisk designer-elever vil kommunerne kunne opretholde en oplagt fødekæde i byggesagsbehandlingen og undgå mangel på byggesagsbehandlere til glæde for borgere og virksomheder. Og så vil de ikke mindst kunne sige, at de støtter den lokale teknisk designer-uddannelse og giver et ungt menneske en god praktiktid.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125