23948sdkhjf

Københavnske arkitekter tegner museum til fortidsminde

Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg fra København vinder konkurrence om Danevirke Museum. A.P. Møller Fonden betaler langt hovedparten af regningen. Det skriver Lundgaard & Tranberg i en pressemeddelelse. 

Det historiske forsvarsværk Danevirke i Sydslesvig er Nordens største fortidsminde og UNESCO-verdensarv. Det nye museum skal formidle Danevirkes 1500 år lange historie og være et sted, der samler mennesker på tværs af grænser. 

Danevirke Museum 

Det nye Danevirke Museum opføres på en grund direkte ved Danevirkes Hovedvold, hvor det hidtidige museum har ligget siden 1990. Bygningen på cirka 1900 kvm vil huse en splinterny udstilling om Danevirke-anlægget. Desuden vil der bl.a. være et særudstillingsareal, faciliteter til skoleklasser, udendørs opholdsområde, café og shop. Museumsbygningen omfatter ligeledes mødefaciliteter, som også står til rådighed for verdensarven Hedeby-Danevirke, det danske mindretal, Dannevirke kommune og civilsamfundet i området. 

Hensynet til at opføre et bæredygtigt byggeri har været indtænkt i designprocessen og vil være en naturlig del af det videre forløb.

Ifølge tidsplanen bliver de nuværende bygninger revet ned i foråret 2022, hvorefter der finder en omfattende arkæologisk udgravning sted. Museet forventes at åbne i slutningen af 2024. I overgangsperioden holder Danevirke Museum til i en pavillon i nærheden af byggefeltet.

Danevirke Museum drives af Sydslesvigsk Forening (SSF), som er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation syd for den dansk-tyske grænse. 

Danevirke et system af volde, mure og grave med en samlet længde på cirka 30 kilometer. Det ny museum ligger i krydspunktet mellem Hærvejen og hovedvolden – ved Porten, der i århundreder var eneste passage mellem Norden og Europa. 

– Det har været en utrolig spændende proces at skabe en bygning til det sted, hvor historien om Danmark som nation begynder. Vi har lagt vægt på, at det nye museum skal have en myndig tilstedeværelse med ét stort tag, der favner og signalerer; at her samles mennesker på tværs af grænser – og her samles en 1500 år lang historie, siger Lene Tranberg, arkitekt og stiftende partner i Lundgaard & Tranberg, i pressemeddelelsen og fortsætter: 

– Samtidig har vi hele tiden haft den forudsætning, at Danevirkes hovedvold skal spille hovedrollen. Derfor møder bygningen det omkringliggende, blide landskab med ydmyghed. Vi har indrammet kigget til volden på en måde, der gør, at den naturligt kommer i fokus, når man går rundt indenfor. Samtidig giver udstillingsdelen de bedste betingelser for, at museumsformidlerne kan lave gribende udstillinger om den del af Danevirkes historie, der ikke er synlig ved volden.

Danevirke blev antagelig bygget af danerne i 400- og 500-tallet for at markere deres territoriums sydgrænse. Anlægget er derefter flere gange ændret og udbygget frem til 1200-tallet og senere reaktiveret til krigen i 1864.

Konkurrencen om det ny Danevirke Museum er skabt i et samarbejde med Marianne Levinsen Landskab, Regnestuen A/S og Ekolab A/S. 

Det samlede museumsprojekt koster ifølge Sydslesvigsk Forening (SSF) 77 mio. kr. A.P. Møller Fonden har bidraget med 64 mio. kr. og Augustinus Fonden med 13 mio. kr. Den danske stat og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten støtter driften med hver 1 mio. kr. om året. 

– Det bliver et smukt museum, som her i Nordtyskland vil repræsentere nordisk arkitektur, når den er bedst. Lundgaard og Tranbergs udkast giver fine rumligheder til at præsentere historien. Det passer samtidig ind i omgivelserne og giver plads til, at volden som den egentlige attraktion kommer til sin ret, siger formand for SSF, Gitte Hougaard Werner.  

Museet forventes at åbne i slutningen af 2024. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.345