Licitationen mener: Byggesager bliver aldrig et valgtema
Med under en uge til vi går til valgurnerne for at vælge nye medlemmer af byråd og regionsråd fylder forhold for børn, unge, gamle og klima naturligt nok i valgkampen.
Men som så mange gange før er erhvervslivets forhold generelt et underprioriteret tema. Det er måske naturligt nok, for der er ikke mange stemmer i at tale om erhvervslivets vilkår, når det ikke er det, som fylder hos den almindelige vælger.
Set i det lys, var det en bemærkelsesværdig undersøgelse, som Ejendomdanmark sendte på gaden i går. Organisationen har regnet sig frem til, at lange behandlingstider på byggesager i Københavns Kommune giver virksomheder ekstraregninger på mere end 100 mio. kr., fordi de ikke kan komme i gang med deres byggerier.
Nu er det jo langt fra nogen hemmelighed, at erhvervsvenligheden i Danmarks hovedstad halter gevaldigt efter resten af landets kommuner. Københavns Kommune er notorisk kendt for at have dårlig erhvervsvenlighed.
Det er dog ikke rimeligt, at kommunens virksomheder taber millioner på, at de ikke kan komme i gang med en udvidelse, der eksempelvis er nødvendig for at kunne klare efterspørgslen.
Byggesager og erhvervspolitik generelt bliver desværre aldrig et stort valgtema. Det er en skam. For det er trods alt virksomhederne, som betaler en stor del til kommunekasserne. Deres forhold er faktisk lige så vigtige som børnefamiliernes.
Artiklen er en del af temaet Lederen.