23948sdkhjf

Valgønsker: Renere luft, færre byrder og hurtigere byggesager

16. november går danskerne til valg for at finde de kommunalbestyrelser, der skal tegne de kommende års lokalpolitik.

Dermed er det også et valg, der får afgørende betydning for de arbejdsforhold, de lokale virksomheder skal navigere rundt i. For det kan godt være, at kuglerne støbes på Christiansborg, men det er ude i kommunerne, de bliver affyret.

Af samme årsag er det vigtigt, at erhvervslivet byder ind, i takt med at valgtrommerne for alvor begynder at buldre. Det er derfor, at vi hos TEKNIQ Arbejdsgiverne har tænkt os at spille en aktiv rolle i den kommunale valgkamp.

For der er nok at tage fat på.

Eksempelvis så steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager i landets kommuner fra 54 til 62 dage fra 2019-2020. Og det er bare ét af de konkrete eksempler på hjørner af det kommunalpolitiske landskab, hvor der plads til forbedringer.

I det hele taget spiller kommunerne som sagt en stor rolle i forhold til, hvor nemt det er at drive virksomhed lokalt. Og det er langt fra alle kommuner, der gør det lige godt. Dårlige kommunale rammevilkår og administrative byrder er flere steder en decideret stopklods for et stærkt erhvervsliv og bedre liv for indbyggerne i kommunerne.

Fokus på økonomi

Manglen på arbejdskraft lokalt, en stigende gruppe ældre og stadigt dårligere indeklima i kommunale institutioner kalder desuden på nytænkning af den måde, samfundets velfærd er indrettet. Og vi kan med allerede eksisterende teknologier tage meget store skridt mod en sundere og grønnere retning. Hvis altså kommunerne er klar til at handle.

Samtidig oplever vi stadig, at der i alt for høj grad er fokus på her og nu-prisen, når det gælder de kommunale udbud. Man glemmer med andre ord at tænke i totaløkonomi - inklusive driftsomkostningerne. Eller også har kommunernes medarbejdere ikke den nødvendige indsigt i de mange tekniske muligheder. Dermed går man glip af ofte meget betydelige besparelser, når det eksempelvis gælder energiforbrug og godt indeklima.

Vores medlemmer har ekspertisen, teknologierne og erfaringerne til at sikre et sundt børneliv, et godt arbejdsliv og et stærkt erhvervsliv. Det kræver bare, at både kommuner og erhvervsliv bakker op om en styrket indsats når det gælder samarbejder på tværs af det private og det offentlige.

Otte forlag

Derfor har vi samlet otte helt konkrete forslag/ønsker til de kommende gen- og nyvalgte kommunalpolitikere under overskriften "Teknologi giver bedre liv". Ud over udbud og sagsbehandlingstider er der emner som bedre indeklima i skolerne, brug af ny teknologi på plejehjemmene og praktikforløb for unge ledige blandt andet.

De er:

1. Sæt kommunale mål for indeklima og bygningsautomatik

2. Øg brugen af velfærdsteknologi

3. Sæt kommunale mål for intelligente og energieffektive bygninger

4. Investér i den grønne transport

5. Få alle med i arbejdsfællesskabet

6. Uddan klimaets kernetropper

7. Gør erhvervslivets hverdag enklere med standardiserede udbud

8. Skab en mere effektiv byggesagsbehandling

Vores udspil fokuserer på det, hjertet har nært, men har samtidigt blik for det, der ligger langt ude i fremtiden. Teknologi giver bedre liv, men mulighederne er vi stadigt for dårlige til at gribe. Det skal vi have lavet om på, og det starter i stemmeboksene 16. november, hvor vi opfordrer til, at man stemmer på en kandidat der har erhvervsforhold for øje og tør læne sig ind i fremtiden med fokus på teknologiske muligheder og løsninger.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109