Renovering til over en milliard kroner bliver en realitet
Over det næste årti, skal boligområdet Taastrupgaard i Høje-Taastrup gennem en gennemgribende forandring for 1,3 mia. kr. Det har Taastrupgaards beboere netop vedtaget, skriver KAB og Boligselskabet AKB i en pressemeddelelse.
Udviklingsplanen er allerede godkendt i byrådet i Høje-Taastrup Kommune, og nu har beboerne altså også sagt 'ja' til renoveringen. Det betyder, at området, der er på ghetto-listen, skal energirenoveres til moderne standard, så den stiger fra energiramme E til energiramme A.
Det sker blandt andet ved, at alle facader nedtages og erstattes med helt nye facader, der både er moderne i udtrykket og i standarden for isolering. Samtidig kommer der nye energivinduer, døre og et nyt varmesystem, der i sidste ende giver beboerne så store besparelser på varmeforbruget, at det modsvarer den huslejestigning, som renoveringen medfører. For beboerne betyder den ambitiøse renovering også, at de får attraktive og moderne boliger med nye køkkener, gulve, brugbare altaner, små haver og trygge depotløsninger.
Selve omdannelsen af Taastrupgaard sker i flere etaper og strækker sig over en længere periode. Renoveringen forventes at starte i midten af 2022, mens hele omdannelsen forventes at være færdig med opførelsen af nye ældreboliger i 2030.
Helt nye boligtyper
Med de store forandringer af både boliger, bygninger og grønne områder, er planen, at Taastrupgaard i fremtiden skal være et boligområde med tre kvarterer, moderne kvalitetsboliger og plads til variation og fællesskab.
Ved renoveringen skabes helt nye boligtyper, og med nye drive-in boliger, tagboliger, ungdomsboliger, tilgængelighedsboliger og ældre boliger bliver der plads til at bo – uanset om der er behov for den første bolig, plads til familien eller rum til det gode seniorliv, står der i pressemeddelelsen.
Det er ikke kun boligerne, der forvandles – også udeområderne vil gennemgå en omfattende transformation. De store niveauspring i de grønne områder bliver bearbejdet, så udearealerne bliver tilgængelige for dårligt gående, samtidig med at de gøres mere anvendelige, trygge og giver plads til fællesskab, leg og ophold for alle generationer.