23948sdkhjf

Parken-formand sår tvivl om nødvendighed af flere pladser

Tidligere i september kom det frem, at Københavns Kommune har afsat 1 million kroner til at undersøge muligheden for en udvidelse af Parken.

Drømmen er at kunne hæve kapaciteten fra de cirka 38.000 tilskuere ved fodboldkampe til 50.000.

Men formanden for Parkens ejer, Parken Sport & Entertainment, Allan Linneberg-Agerholm, er ikke sikker på, det giver mening at udvide det danske nationalstadion.

Det siger han til Berlingske.

- Hånden på hjertet så forventer vi ikke at have 50.000 tilskuere til alle kampe, om det er i Superligaen eller landsholdet. Det går rigtig fint lige nu, men kigger vi tilbage i historien, så er det ikke alle landskampene, der solgte ud i Parken, siger Allan Linneberg-Agerholm.

Drømmene om et større Parken er kommet efter sommerens succesfulde EM, der blandt andet har ført til, at alle efterårets landskampe har været og er udsolgte.

Men selv om det danske landshold rider på en bølge af succes, hvilket altså smitter af på salgstallene i Parken, så tager Allan Linneberg-Agerholm det med ro.

- Der er simpelthen så mange betragtninger, interessenter og udfordringer, der skal tænkes ind i det her. Udfordringen bliver økonomien. For vi er et privatstadion, der betaler husleje og ejendomsskat. Og de der ekstra pladser vil alt andet lige ikke i sig selv være rentable. Det tror jeg simpelthen ikke, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156