23948sdkhjf

Slut med byggepladsmateriel hos Ajos

Forleden kom det frem, at udlejningsselskabet Ajos i MTH koncernen har frasolgt alt materiellet. Tilbage er pavillonerne, som firmaet nu vil koncentrere indsatsen. Det er også en kraftig reduktion på både balance og på medarbejderstab.

Flertallet dvs. cirka en snes af medarbejderne går nemlig med over til køberen, CP Udlejning. Tilbage er en stab på ca. 14 medarbejdere, som fremover skal koncentrere sig om at udleje midlertidige pavillonløsninger.

- Vi har kogt maggieterningen ind til kernen, siger adm. direktør Ole Wamsler til M-Xtra Licitationen Byggeriets Dagblad.

Fokuseret indsats

Fokus er på pavillonerne, fordi virksomheden har succes med dem.

De Svanemærkede pavilloner går ifølge direktøren sin sejrsgang over hele landet, og man har fundet en niche, hvor kunderne værdsætter den grønne profil i de midlertidige bygninger.

- Sagen er bare, at den succes koster penge - mange penge, og skal vi udvikle forretningen på dette område, er vi ganske enkelt nødt til at investere kraftigt, og det samme gælder jo de øvrige områder, vi har haft i virksomheden. Og så må vi prioritere, så vi er i stand til at følge vores succes til dørs, siger han videre.

- Alene på pavillonsiden har vi i Ajos investeret 50 mio. kroner gennem de senere år, og vi er ikke færdige endnu. Det er kapitalkrævende at efterleve den efterspørgsel der er, plus at vi skal udvikle løsninger, siger han.

Det har så betydet et frasalg og fokus på pavillonløsningerne, som bygges af en af de øvrige virksomheder i koncernen, nemlig Scandibyg. Og Ole Wamsler kan melde alt udsolgt.

- Der er ret meget tryk på i denne tid, og det ser ikke ud til, at det letter sådan lige. Og det er i virkeligheden også grunden til, at vi vælger at handle nu, fordi der er fyldt tryk på kedlerne, og det er med til at sikre, at vore medarbejdere kommer med over på en fornuftig måde, siger han til Licitationen.

Gode tider

Og de gode tider gælder både skurdelen, som firmaet har solgt videre, samt på kraner og andet materiel, som er solgt på et et tidligere tidspunkt.

Direkte adspurgt om denne handel så markerer afslutningen på det projekt, som han var sat til at styre, svarer han:

- Jeg vil sikre at der er midler nok til at få pavillondelen banket helt op i det gear, som efterspørgslen giver grundlag for. Så nej, det gør det ikke, og det er ikke noget du får mig til at sige mere om, siger han.

Det fremgik dog af meldingen fra Ajos’ ejer MTH forleden i Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der ikke er planer fra ejers side om at sammenlægge Scandibyg med Ajos, da det er to forskellige forretninger, og hvor de midlertidige pavilloner er en mindre del af Scandibygs marked.

Satser på bæredygtighed

- Vi har en meget stærkt niche her, fordi vi har satset benhårdt på det bæredygtige, herunder på Svanemærkningen. Det er meget efterspurgt, og jo flere tiltag, vi kan komme med på dette felt, jo mere er vi jo med til at hjælpe med at nå målsætningerne, som regeringen har sat, siger Ole Wamsler.

Noget andet er, at de øvrige områder, som for eksempel skurområdet, har en række andre dygtige konkurrenter i markedet.

- Indenfor materiel og skurområdet møder vi jo firmaer som GSV, Loxam, Altico med videre, som har stor ekspertise. Vi har også dygtige konkurrenter indenfor pavillonerne. Det gælder eksempelvis Adapteo, Altico og Mobile House plus nogle lidt mindre, men det faktum at vi har den bæredygtige profil gør, at vi er lidt foran på området, vurderer Ole Wamsler.

Og det er den udvikling man gerne vil sætte turbo på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.178