23948sdkhjf

Ny DTU-rapport: Vi skal vide hvad vores bygninger indeholder

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby nord for København har i samarbejde med byggebranchen undersøgt, hvordan der kan indføres en ordning til at deklarere bygninger og byggematerialer, så det bliver lettere at genanvende dem.

Det var Bolig- og Planstyrelsen, der i maj sidste år bestilte analysen af modeller til deklarering af materialer.

Nu er resultaterne, i rapportform, klar, og de bygger videre på en tidligere analyse af bygnings- og materialepas, som Teknologisk Institut udarbejdede for styrelsen i 2019.

- Et helt uomgængeligt element i den grønne omstilling er en øget genanvendelse af byggematerialer, så det bliver muligt at nedbringe CO2-emissioner fra produktion af byggevarer, siger lektor, ph.d. Lotte Bjerregaard Jensen, til byg.dtu. dk.

En materialebank

Hun har været projektleder på DTU’s analyse, og mener, at netop bygnings- og materialepas er en forudsætning for den grønne omstilling af byggesektoren:

- Målet er, at den eksisterende bygningsmasse kommer til at fungere som en materialebank, og for at realisere det mål har vi brug for at vide, hvilke bygninger der indeholder hvilke materialer, og hvilke egenskaber materialerne har.

- Det er den primære årsag til at indføre disse pas, siger Lotte Bjerregaard Jensen.

Det vil også have en række andre åbenlyse fordele for bygningernes brugere og ejere, mener hun.

- Ligesom vi forbrugere i dag har adgang til information om ingredienser i fødevarer, vil bygnings- og materialepas give adgang til information om egenskaberne af de byggematerialer, vi er omgivet af.

Branchens behov

Lotte Bjerregaard Jensen lægger dog vægt på at skelne klart mellem bygnings- og materialepas:

- Et materialepas deklarerer indholdet af det pågældende byggemateriale, mens et bygningspas i princippet blot består af en samling af materialepas for de byggematerialer, som indgår i bygningen, forklarer hun.

DTU’s forskere har som led i deres analyse vurderet et stort antal eksisterende modeller for materialepas ud fra et hensyn til den danske byggebranches behov.

Det er sket på baggrund af omfattende undersøgelser, blandt andet med interview af brancherepræsentanter, der har drøftet muligheder og udfordringer ved at indføre materialepas.

Kan blive dyrt for nogle

- Branchen har vist stor og overvejende positiv interesse for at indføre en ordning for bygnings- og materialepas, men det er også dokumenteret, at dele af branchen vil blive økonomisk udfordret af en sådan ordning, siger Lotte Bjerregaard Jensen og nævner, at en eventuel ordning bliver frivillig, som det tidligere er set ved indfasningen af andre ordninger på byggeområdet.

Forskerne har udviklet et forslag til en ideel model, "der kombinerer elementer fra en tidligere udviklet dansk materialepasmodel, den svenske byggevaredeklaration samt EU-projektet Buildings as Material Banks", som det er formuleret på byg.dtu.dk.

- Den model tager det bedste fra de eksisterende modeller, som vi har holdt op mod den danske byggebranches behov, blandt andet behovet for genanvendelse, understreger Lotte Bjerregaard Jensen.

Forskerne anbefaler, at Bygnings- og Boligregistret (BBR), der i forvejen indeholder oplysninger om Danmarks grunde, bygninger, tekniske anlæg og boliger, udvides til også at kunne rumme bygningspas.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125