23948sdkhjf

FLSmidth opkøber tysk forretning for 2,4 milliarder

Den danske ingeniørkoncern FLSmidth har indgået en aftale om at overtage de mineaktiviteter, der ligger i den tyske virksomhed Thyssenkrupp.

Købet kommer til at koste FLSmidth godt 2,4 milliarder kroner. Det oplyser det danske selskab i en meddelelse til fondsbørsen torsdag.

FLSmidth er leverandør til mine- og cementindustrien og er derfor afhængig af, at der er fornuftig aktivitet inden for de to industrier.

Aktiviteterne, som FLSmidth overtager fra Thyssenkrupp, arbejder også med at levere til mine- og cementindustrien.

De opkøbte aktiviteter ligger i selskabet TK Mining, som ifølge FLSmidths chef, administrerende direktør Thomas Schulz, bliver et perfekt match.

- TK Mining og FLSmidth er et perfekt match, og jeg er stolt over at kunne annoncere denne aftale om at slå os sammen, siger Thomas Schulz.

TK Mining har aktiviteter i 24 lande og har tæt på 3400 medarbejdere.

Handlen mellem FLSmidth og Thyssenkrupp ventes at blive afsluttet i anden halvdel af 2022.

Handlen er betinget af de relevante myndigheders godkendelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111