23948sdkhjf

Massiv modstand mod milliard-højhus i Aarhus

Ejendomsselskabet Olav de Lindes prestigeprojekt til over 1 mia. kr. på havnen i Aarhus møder stor modstand blandt byens borgere.

237 personer, virksomheder og organisationer har således afgivet deres høringssvar, og her udfordrer mange særligt bygningens højde. Flere steder på de sociale medier giver en række brugere også udtryk for stor utilfredshed med byggeplanerne.

Aarhus-udvikleren Olav de Linde har planer om at bygge et 41 etagers tårn på hele 146 meter, hvilket vil cementere erhvervs- og kontortårnet som det højeste højhus i landet - kun fire meter højere end Lighthouse på Aarhus Ø, som i 2022 ventes at nå sin fulde højde på 142 meter. 

I februar godkendte byrådet i Aarhus høringsfasen med lokalplanen, som giver tilladelse til at bygge helt op i 150 meters højde på havnen i Aarhus. Herefter blev lokalplanen sendt i offentlig høring, og efter høringsfristens udløb står det altså klart, at flere aarhusianere ikke ligefrem klapper i hænderne over udsigten til det høje tårn i bybilledet. 

Ejendomsudvikleren kan nu håbe på, at Aarhus Byråd giver sit endelige ja til byggeriet i juni.

Det vil betyde, at Olav de Linde kan sætte gang i byggeriet primo 2022 og med forventet aflevering i første kvartal 2025.

I øjeblikket er ejendomsudvikleren i forhandling med en række entreprenører om totalentreprisen, som man regner med at kunne offentliggøre også til sommer.

Om Mindet 6

Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S ønsker at opføre et 146 meter højt højhus på Mindet i Sydhavnen i Aarhus til en anslået pris på over en mia. kr. Byrådet har foreløbig godkendt lokalplanen til høring.

Tårnet skal anvendes til erhvervsformål, restauranter, caféer, mindre butikker og vil indeholde 48.600 kvm etageareal. Tårnet bygges sammen med en eksisterende industribygning på grunden, som får anlagt taghave.

Bygherre er Olav de Linde. Totalentreprenør er ikke fundet endnu, men forhandlinger pågår. C.F. Møller Architects er ansvarlig for designet af tårnet – både udvendigt og indvendigt. Olav de Linde er ansvarlig for transformationen af den eksisterende bygning.

Olav de Linde håber på endeligt ja til sommer og byggestart primo 2022 samt færdiggørelse 1. kvartal 2025.

Placering af et rundt parkeringshus syd for højhuset kan dog risikere at udskyde godkendelsen. Kultur og Borgerservice samt Filmbyen har anført, at det vil forringe oplevelsen af et planlagt video-kunstværk på Filmbyens nye bygning til 24 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143