23948sdkhjf

Svært omstillingsår sender vinduesproducent i rødt

Et kuldsejlet udviklingsprojekt og en udfordrende omstilling krydret med coronakvaler. Det er ifølge adm. direktør Finn Methmann de primære årsager til, at STM Vinduers første regnskabsår under et nyt ejerskab endte med millionunderskud. 

Resultatet, et underskud på 3,8 mio. kr. efter skat, opfylder ikke ledelsens forventninger, da vi året før kom ud med et overskud på 2,2 mio. kr. Men 2020 var et vanskeligt år, hvor vores sælgere i første halvdel af året stort set ikke måtte besøge byggecentre på grund af covid-19 restriktionerne, siger Finn Methmann i en pressemeddelelse om det nyligt offentliggjorte regnskab.

Af årsrapporten, der grundet et omlagt regnskabsår strækker sig over 18 måneder, fremgår det, at vinduesproducentens bruttofortjeneste på 84,2 mio. kr. svarer til en fastholdelse af niveauet fra 2018/19.

Finn Methmann peger da også på, at byggebranchen i løbet af andet kvartal genvandt farten, og at der efter sommerferien blev rigtig travlt på fabrikken på Langeland.

– Men det kunne ikke rette op på et første halvår, konstaterer direktøren.

En dyr aflysning

En anden medvirkende faktor til, at STM’s bundlinje før skat tog et dyk på 7,6 mio. kr., skal findes i straksafskrivninger på et udviklingsprojekt, virksomheden sidste år valgte at trække stikket på.  

– Resultateffekten omfatter nedskrivning af projektet og indregning af forventede følgeomkostninger ved nedlukningen, skriver ledelsen i sin beretning.

Det kan aflæses sort på hvidt i årsrapporten, hvor den samlede værdi af STM’s immaterielle anlægsaktiver er dykket fra 2,6 til 1,1 mio., mens vinduesproducenten har hensat 1,1 mio. til afvikling af det grundstødte projekt. Og at man på den måde har valgt at tage hele molevitten på én gang, er helt overlagt.

– Det har været vigtigt for ledelsen at få indregnet det i årets resultat, så det kommende år ikke bliver væsentligt påvirket heraf, slår ledelsen fast.

Ny ejer, nye ambitioner

Således har man gjort sit til, at 2019/20’s underskud bliver en enlig svale for vinduesproducenten, der i starten af 2020 kom på nye, norske hænder, da NorDan Gruppen købte sig ind som hovedaktionær. 

Den nye ejers entre betød, at der i årets løb også skulle findes tid til en nyorganisering af fabrikken, men selvom 2020 dermed blev et både krævende og udfordrende omstillingsår i Simmerbølle, er Finn Methmann ikke i tvivl om, at det har været sliddet værd.

– Det betyder, at vi har fået større muskler til at udvikle effektiviteten i fabrikken, og nu ser vi fremad. NorDan Gruppen ønsker at opnå en større markedsandel i Danmark, og de ser store muligheder i STM Vinduer, fordi vi står for kvalitet, og de seneste år har vi investeret betydeligt i produktionsapparatet i fabrikken, fortæller han.

I årsrapporten understreges troen på fremtidig vækst af planerne om at ”gennemføre betydelige investeringsplaner for fabrikken” over de næste par år, og den fortsat høje aktivitet i byggeriet er sammen med den nye ejerstruktur med til at holde forventningerne oppe.

– Vi er kommet særdeles godt i gang i 2021, og vi har positive forventninger til resten af året, slår Finn Methmann fast.

STM Vinduer A/S
mio. kr. 2019/20* 2018/19
Bruttofortjeneste 84,2 54,6
Resultat før finansielle poster - 3,2 4,4
Resultat før skat - 4,8 2,8
Årets resultat - 3,8 2,2
Balancesum 88,6 88,2
Egenkapital 11,6 15,4
Gns. antal ansatte 116 107

Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
*Regnskabsåret 2019/20 dækker over 18 måneder, og tallene er således ikke direkte sammenlignelige.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133