Hvem skal have bøder?
Tirsdag i sidste uge stillede to af arbejdsgivernes repræsentanter i denne avis spørgsmålstegn ved nytten af højere bøder til virksomheder, der overtræder arbejdsmiljøreglerne. Det er vel forståeligt nok, når man repræsenterer den kreds som disse stramninger rammer.
Heldigvis er hele den brede forligskreds omkring arbejdsmiljøet i Folketinget enige om, at det er det rigtige at gøre.
Fra arbejdstagerside har vi gennem mange år ønsket højere bøder, fordi vi ved, hvor meget økonomi vægter i firmaernes beslutninger. Derfor kan det både virke forebyggende, og andre gange som en desværre velfortjent straf, hvis man ikke har tingene i orden, og endnu værre, hvis en skade er sket.
DI Dansk Byggeri blev refereret for at synes, at når bøderne blev hævet for firmaerne, ville det også være "fair" at gøre det samme for de ansatte. Her må vi erindre om, at arbejdsmiljøloven ikke handler om "fairness" og dermed at dele ansvaret og dermed straffen for evt. overtrædelser. Loven fastsætter i hele sit væsen, at det er arbejdsgiverens ansvar til enhver tid at sikre, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det såkaldt objektive ansvar.
Arbejdsmiljøloven hed i gamle dage "lov om arbejderbeskyttelse". Det er det udgangspunkt, vi skal holde fast i, ligesom arbejdsgiverne helt sikkert vil holde fast i princippet om, at det er dem, der leder og fordeler arbejdet. Med den ret følger også pligter og ansvar for de ansatte.
Bøder alene kan ikke føre til et godt arbejdsmiljø, det er vi enige med arbejdsgiverne i. Det er en mangesidig og dedikeret indsats for forebyggelse, der skal til. Indsatser som vi på organisationsniveau samarbejder om, men som ofte savnes på virksomhedsniveau. Bøder er et virkemiddel og en straf. Som det er nu, kan ansatte jo allerede få bøder. Ansatte kan også afskediges, hvis de ikke overholder regler eller instrukser. Endelig straffes de på deres liv og helbred, når tingene ikke er i orden. Så vi finder hårdere straffe til de ansatte ganske upassende. Vi kan give den gode fidus til arbejdsgiverne, simpelthen at leve op til deres ansvar. Så får de jo ingen bøder.
Artiklen er en del af temaet Debat.