Licitationen mener: Hjælpepakke er kun et lille skridt
Lad det være slået fast med det samme. Gårsdagens milliardaftale om i alt 9,5 mia. kr. til selvstændige, virksomheder og lønmodtagere er et vigtigt men også nødvendigt skridt for, at dansk erhvervsliv ikke skal kastes ud i en endnu større krise, end den allerede er i.
Coronarestriktionerne begynder for alvor at trække tænder ud på mange virksomheder, som er tvunget til at holde lukket. Og skal de komme helskindet ud på den anden side, er de nødt til at have et økonomisk sikkerhedsnet fra staten. For det er trods alt ikke dem, som er skyld i denne situation.
Men det er også vigtigt at stille spørgsmålet om, hvor længe staten kan holde hånden økonomisk under erhvervslivet.
Det er generelt svært at forstå, at det skal være farligere at gå til frisør end at gå i et Bilka-hypermarked en lørdag formiddag. Umiddelbart giver det ikke mening. Men der skal selvfølgelig ikke åbnes for samfundet medmindre, det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Smittetallene er på vej ned, og derfor bør regeringen også alvorligt overveje, om visse erhverv som frisører og mindre butikker kan åbne, når kalenderen viser 1. marts.
Om ikke andet bør regeringen overveje regionale genåbninger. For hvis smittetallene viser store regionale forskelle, når vi nærmer os månedsskiftet, bør en kontrolleret regional genåbning komme på tale.
Hjælpepakkerne er et vigtigt led i hjælpen til dansk erhvervsliv. Men den største hjælp vil være en kontrolleret genåbning så hurtigt som muligt. Derfor er hjælpepakkerne trods alt kun et lille skridt for virksomhederne.
Artiklen er en del af temaet Lederen.