Hvorfor går det galt på de store byggepladser
Nogle af Danmarks allerstørste offentlige anlægsprojekter gennemføres i disse år for danske skattekroner. Alligevel er mange af de store entrepriser gået til udenlandske konsortier og entreprenører. Det drejer sig lige nu blandt andet om Sydhavnsmetroen i København, Storstrømsbroen og Femern forbindelsen. De udenlandske firmaer er tydeligvis billigere end de danske, og det lader til at være det parameter, der først og fremmest vælges efter.
Når så byggeriet er godt i gang, opstår problemerne som vi har set i medierne gentagne gange. Der underbetales, de ansatte bor under kummerlige forhold, der bliver ikke ansat det antal lærlinge, som kontrakten ellers foreskriver, og det regner med påbud og forbud fra Arbejdstilsynet. Alt det til trods for, at der er indføjet forskellige klausuler i kontrakterne, som burde forhindre det. Så hvad går der galt? Er det klausulerne, der ikke er formuleret klart nok? Mangler der sanktionsmuligheder? Er sanktionerne for ubetydelige, eller er de for svære at effektuere?
Danske regler og love
Som offentlig bygherre skal man selvfølgelig sikre et bygværk af høj kvalitet, som kan holde i mange år. Men man skal også sikre en ordentlig byggeproces, hvor dem der udfører arbejdet behandles ordentligt efter danske standarder, og mindst som danske overenskomster og love foreskriver. Derfor kan det undre, at Arbejdstilsynet igen og igen må sanktionere mod risiko for liv eller invaliditet på disse store offentlige projekter. En tilstand der flere gange har ført til samråd i Folketinget med de respektive ministre om de samme uacceptable forhold, og en tilstand hvor der hver dag sker ulykker og nedslidning, som kunne og burde være undgået. Uden at det tilsyneladende har ført til afgørende ændringer.
Penge som gulerod
En ting er sikkert. Klausuler er ikke nok, hvis de ikke kan effektueres. Så hvis en entreprenør lover nul ulykker (for eksempel Vision Zero), så må det kunne beskrives, hvordan dette mål nås. Da DR-byen blev bygget, havde bygherren sin egen arbejdsmiljøorganisation, som skulle godkende arbejdsbeskrivelser over alle risikofyldte arbejder, før entreprenøren fik lov at gå i gang. Der var kontrollører på pladsen, og der var facilitatorer, som hjalp med kommunikationen mellem de forskellige aktører. Som gulerod til de ansatte var der en stor pengepulje, der præmierede gode præstationer på arbejdsmiljøet. Det var måske en idé at kigge tilbage på det, samtidig med at klausuler og sanktioner strammes op, så vi kan få niveauet op på plads.
Artiklen er en del af temaet Debat.
