LICITATIONEN MENER: Rådgiversucces skal forplante sig
I en corona-tid, hvor det ikke just er de positive nyheder, som står i kø blandt restriktioner og nedlukninger, kan bygge- og anlægsbranchen glæde sig over, at det faktisk går ganske fint.
Senest viser den nye medlemsstatistik fra FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører), at rådgiverbranchen øgede antallet af ansatte med 1,7 pct. i 2020, hvor dansk erhvervsliv under et har været under et gevaldigt pres.
Det er ikke mindst de mellemstore rådgivervirksomheder, som har oplevet øget efterspørgsel efter deres ydelser sidste år på trods af coronakrisen.
FRI konkluderer selv, at de største rådgivervirksomheder er blevet mere fokuserede på opgaverne, mens de mellemstore virksomheder er blevet større og fagligt endnu stærkere.
Samtidig ser det ud til, at ikke mindst de mindre rådgivere tør tage kampen op med de mere etablerede aktører i branchen.
Det er jo godt ikke bare for konkurrencen, men er også et udtryk for det vækstpotentiale, som er i rådgiverbranchen.
Det skal jo så meget gerne forplante sig til resten af bygge- og anlægsbranchen. For med en vækst hos rådgiverne, der er et af de første led i værdikæden, kan der være et spinkelt håb om, at bygge- og anlægsbranchen samlet kommer styrket ud af coronakrisen.
Det bliver helt sikkert ikke let. Den aktuelle nedlukning trækker tænder ud hos dansk erhvervsliv og dermed også byggeriets kunder.
Men med væksten hos rådgiverne er der et håb om overlevelse. Men det bliver hårdt.
Artiklen er en del af temaet Lederen.