Stilladsbranchen er i rigtig god gænge
Selv om corona’en hærger, og lukker mange arbejdspladser, så er det ikke inden for stilladsbranchen, at tingene er gået i stå. Snarere tværtimod. Her hersker der god aktivitet, og beskæftigelsen er pæn.
- Vi kan ikke klage, siger formanden for Stilladssektionen i DI Dansk Byggeri, Bo Jensen, der er indehaver i Herlev Stilladser.
Høj aktivitet
Selv har han 80 mand i arbejde, og det er en væsentlig vækst i forhold til for blot et par år siden.
- Vi har kun oplevet vækst og fremgang de sidste par år. Corona’en mærker vi ikke meget til. Selv tror jeg på, at det er fordi folk går ude og arbejder, og de er i god fysisk form. Det er ikke altafgørende, men jeg tror det har en positiv indflydelse, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Han beretter, at han faktisk ikke rigtigt hører om at nogen har det dårligt i branchen. Foreningen Stilladssektionen tæller 84 medlemmer, og selvom branchen faktisk oplever opkøb og fusioner, så er der også her i fremgang:
- Selvom der bliver købt op og lagt sammen blandt medlemmerne, så er der også nye, der kommer til, og så længe der er så meget godt at lave, kan jeg ikke se, at det ikke skulle fortsætte, siger han.
Problemer med regler
Han oplever dog fortsat problemer på arbejdsmiljøområdet:
- Vi har problemer med nogle meget store bøder for nogle forseelser, der slet ikke står mål med straffen, siger han og henviser til bøder i 100.000 kroners størrelsen, som flere medlemmer har prøvet at få.
- Det er jo det objektive ansvar, og det er næsten automatik, at bøderne stiger. Jeg vil mene at medarbejderne også har et ansvar for at tingene bliver gjort rigtigt, især da når alle hjælpemidler er i bilen, de stilladsfolkene har fået kurser og uddannelse. Så burde de også have et medansvar for, at tingene går rigtigt til, at de husker hjelm, seler og sikringsliner, siger han.
Det skal være sikkert
Han pointerer overfor Licitationen, at han går fuldstændig ind for en høj sikkerhed til vejrs.
- Alle skal komme sikkert hjem fra arbejde. Og vi gør vort til det, men folkene skal også gøre deres. Og de må have et formaliseret medansvar, for så trækker vi samme vej, siger han.
Han sammenligner det med taxachauffører, hvor bøden skal betales af føreren.
- Det er da naturligt at ham, der begår forseelsen, også skal betale for det, siger han. Dele af stilladsbranchen beskæftiger sig med stilladsarbejde til industrien, og det stiller krav om nogle specielle kompetencer, som en række af medlemsvirksomhederne har. Det kan være store produktionsvirksomheder, værfter, og andre, der har brug for at komme højt op. Nogle af vore virksomheder har et ben i begge lejre, mens andre mere er til byggeriet, siger han.