23948sdkhjf

BAM og NCC bygger 15.400 kvm og p-hus med træ

Den traditionsrige trælast- og byggecentervirksomhed Johannes Fog A/S, der i september 2020 kunne fejre sit 100-års jubilæum, er klar med en stor investering i fremtidens byggecenter: Forretningen og hovedkontoret på Firskovvej i Lyngby bliver fornyet og udbygget med et nyt 6-etagers byggeri til en værdi af et trecifret millionbeløb. Det oplyser trælastkæden i en pressemeddelelse.

BAM Danmark indgår som totalentreprenør på hovedprojektet i partnerskab med Kant Arkitekter og Årstiderne Arkitekter, der er en del af Sweco, som står for design, arkitektrådgivning, konstruktion og ingeniør rådgivning.

En af de mest iøjnefaldende satsninger Fog med deres nye byggeri gør sig, er funktionaliteten i det nye byggeri. Fra at være et klassisk trælast- og byggecenter, hvor professionelle og private kunne købe udstyr og materialer til alt fra gør-det-selv opgaver til store entrepriser, bevæger Fog sig over mod at blive et multifunktionelt hus. 

Det 15.400 etagemeter store byggeri i seks etager rummer også et testcenter, hvor nyt udstyr kan prøves, et auditorium med plads til 300 personer, et produktionskøkken, caféområde, uddannelsesinstitution, cirka 60 kollegieboliger, mulighed for at leje sig ind i byggeriet med både butikslejemål eller kontorlejemål. 

Ankerlejeren er fundet. Det er erhvervsakademiet Cphbusiness. 

NCC bygger træbeklædt parkeringshus 

I forbindelse med Fogs trælast og byggecenter opføres også et træbeklædt p-hus i fire etager til mere end 225 biler. NCC er totalentreprenør på projektet, der opføres efter firmaets eget p-hus-koncept.

På øverste parkeringsdæk er der desuden optegnet boldbaner, så etagen kan benyttes til rekreative formål.

– Fog har ønsket, at parkeringshuset bliver beklædt med træ. Det går godt i spænd med Fogs forretningsområde og øvrige bygninger, og så er vi glade for igen at kunne vise, hvor fleksibelt vores koncept er, fortæller produktionschef Klaus Iversen fra NCC, og nævner, at p-huset er forberedt, så der kan sættes yderligere fem niveauer på, når behovet for flere p-pladser opstår. 

Et hus med mange muligheder

Den nye forretning vil med trælastkædens ord udforske mulighederne for, hvordan byggecentre i fremtiden kan se sig selv i et mere holistisk perspektiv i en kombination af både at være byggecenter, inspirationskilde, værksted, testcenter, café, uddannelsesinstitution, boligområde og facilitator for at udvikle det nordsjællandske erhvervsmiljø.

– Byggebranchen gennemgår i disse dage en stor udvikling, digitaliseringen er i kraftig vækst, bæredygtighed bliver hele tiden vigtigere for kunderne, sikkerheds- og arbejdsforhold for medarbejderne har meget naturligt høj bevågenhed samtidig med der arbejdes hen mod at skabe et mere effektivt byggeri, siger Carsten Ludvig, adm. direktør for Fog, i pressemeddelelsen og uddyber: 

– Det gør samtidig også vores opgave mere kompleks, da vi ikke bare sælger byggematerialer og isenkram. Vi er leverandør af viden og information både elektronisk og på papir, vi er en logistikvirksomhed og en vigtig samarbejdspartner for vores kunder for at gøre deres forretning, projekter og hverdag mere effektiv og til en bedre forretning for dem.

– Nu kan vi sætte et punktum for vores første hundrede år, samtidig med at vi kan skrive første kapitel mod de næste 100 år, hvor vi ønsker at være en vigtig samarbejdspartner for alle i regionen og på hele Sjælland, slutter Carsten Ludvig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157