23948sdkhjf

Grindsted-entreprenør bygger nyt hjem til Esbjergs elbusser

Et nybygget busdepot på Kattegatvej i Esbjerg bliver blandt andet hjemsted for 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. 

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse. 

Byggeriet af det nye busdepot er netop sat i gang ved et fælles første spadestik ved adm. direktør for Sydtrafik, Lars Berg, Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen. 

Cowi har fungeret som rådgiver på projektet, som nu skyder op på en mark i det nordlige Esbjerg. 

29 af 46 pladser går til elbusser

Busdepotet med nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser indeholder 46 busholdepladser, og heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter. 

Det samlede busdepot koster cirka 42 mio. kr. at opføre. Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holdes prisen på busdriften nede. 

Ifølge Søren Heide Lambertsen vil Co2-udledningen fra den kollektive trafik i Esbjerg blive reduceret med 70 pct., når elbusser betjener bybusnettet. 

Busdepotet skal stå færdigt til december 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125