23948sdkhjf

Vi skal være sammen om løsningerne

Sidste uges "kraftige opfordringer" fra regeringen til alle i Nordjylland har givet panderynker og skabt flere spørgsmål, end de har givet svar. Både Bygherreforeningen og DI Dansk Byggeri er indstillet på, at de nye restriktioner skal tages alvorligt. Men indførelsen af nye og skrappe restriktioner i Nordjylland skaber en masse tvivl og uklarhed for alle involverede, for hvis mennesker ikke må krydse kommunegrænserne, hvordan skal vi så få de mange byggeprojekter færdige til tiden?

Entreprenører, rådgivere og bygherrer har til en start forsøgt at skabe sig overblik over, hvem der bor hvor, hvilket materiel og materialer der er i hvilke kommuner, og hvor der er brug for det. For i modsætning til produktion på en fabrik, så flytter byggeriet jo rundt på både folk og materiel.

Hvad betyder kraftige opfordringer?

Det er ikke kun minkavlere, der kigger på juristerne i håb om klare svar på, hvor meget der egentligt ligger i "kraftige opfordringer". Kan materialer og materiel stadig komme frem? Er der ret til længere tid til at bygge, hvis håndværkerne er sendt hjem? Er der ret til forsinkelseskompensation? Og er der mon inden for opfordringerne plads til at bruge sin sunde fornuft?

Parterne oplever fælles frustration. Dygtige jurister på alle sider af bordet melder forskelligt ud. Og det er ikke let at blive klog på, hvordan man sammen kommer videre. Heller ikke selvom alle rundt om bordet gerne vil passe på Danmarks og verdens sundhed.

Er en kraftig opfordring grund nok?

Byggeriets almindelige kontraktgrundlag, det såkaldte AB (almindelige betingelser) tilsiger, at entreprenøren må gå hjem og sende sin begæring om behov for længere tid til at opfylde kontrakten. Men bygherren vil måske omvendt rejse krav om dagbod, hvis tidsfristen ikke overholdes, og hvis grunden til at arbejdet forsinkes ikke er god nok. Og er en "kraftig opfordring" grund nok? Det kan juristerne tale længe om, men det ændrer ikke på, at det bedste parterne lige nu kan gøre er sammen at tale sig frem til de rigtige løsninger for deres fælles projekt - et godt byggeri leveret så tæt på tidsplanen som muligt.

Covid-19 er et fælles problem

Det starter med åben, loyal og handlingsorienteret dialog, så parterne sammen finder gode løsninger på det, der er en fælles udfordring. Kan byggepladsen på nogen måde opretholdes, evt. med nedsat fremdrift i en periode? Hvordan minimeres forsinkelsen, og hvordan justeres tidsplanerne realistisk i en surrealistisk tid? En god løsning sikrer, at regeringens intentioner overholdes, og at parterne kommer godt videre sammen.

Covid-19 er et fælles problem, der risikerer at give tab. Dialog kan gøre tabet mindre, end det bliver i et juridisk slagsmål. Vi vil kraftigt opfordre til, at bygherren og entreprenøren taler åbent sammen og finder mindelige løsninger, hvor det er muligt. Og selvfølgelig husker at dokumentere de løsninger, de bliver enige om.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125