LICITATIONEN MENER: Digitalisering er et fælles ansvar
Molios nye undersøgelse om digitalisering i byggebranchen viser, at branchen stadig har store udfordringer med at komme helt op på den store digitale klinge, hvilket resulterer i spildtid og lav produktivitet. Det skyldes kommunikationsbrister, manglende overleveringer og opsamling af data.
Det er ikke mindst bygge- og anlægsbranchens ledere, der skal drive denne digitalisering og lade den forplante sig i organisationen. Her slår undersøgelsen fast, at lederne ikke har haft nok fokus på at få digitalisering på dagordenen, og at nye teknologier bliver anvendt i praksis.
Og ja, det koster tid og er en stor investering, som en af aktørerne påpeger i undersøgelsen. Men tiden og pengene er godt givet ud, når det i sidste ende, får virksomheden ind på det rette digitale spor.
Men en virksomhed gør det ikke alene. Det handler jo om samarbejde i hele byggeriets værdikæde. Derfor nytter det ikke noget, når hverken bygherre eller entreprenører vil påtage sig et enkeltstående ansvar for en digitaliseret byggeproces. De skal i stedet tage et fælles ansvar for at fremme digitalisering.
For det der udarbejdes under projekteringen, skal også hænge sammen på byggepladsen under opførelsen. Det er her branchens store udfordring ligger, og hvor der stadig er lang vej igen.
Artiklen er en del af temaet Lederen.