Nye regler: Lettere vej til finansiering i vækstvirksomheder
Det har været svært for bankerne at tilbyde finansiering til mindre vækstvirksomheder. Det vil Finanstilsynet nu lave om på.
Denne type af virksomheder kan levere stor fremgang i indtjeningen, men pengene bliver som regel investeret i yderligere vækst og produktudvikling. Det kan ofte resultere i negative bundlinjer - helt i tråd med virksomhedernes forretningsplan, men det har gjort det svært at hente finansiering.
På den baggrund har Finans Danmark og DI foreslået, at Finanstilsynets regler tilpasses, så vækstvirksomheder lettere kan opnå finansiering.
- Mange iværksættere og vækstvirksomheder satser alt, når en idé skal ud over rampen. Begynder væksten at tage fart, er det altafgørende, at finansieringen følger med. De nye og bedre muligheder for at yde finansiering er derfor en stor sejr for iværksætter-Danmark, udtaler Sine Linderstrøm, chef for SMV og iværksætteri i DI i en pressemeddelelse.
Stadig krav
Under Finanstilsynets hidtidige regnskabsregler for såkaldt OIK-vurdering (objektive indikationer for kreditforringelse, red.) har disse lån skullet markeres med betydelige økonomiske vanskeligheder, fordi virksomhederne ikke har leveret sorte tal på bundlinjen. Det kan gøre banklån til disse virksomheder uforholdsmæssigt dyre og hindre deres adgang til dem.
Den nye ændring indebærer således, at vækstvirksomheder med underskud ikke automatisk OIK-markeres som virksomheder med økonomiske vanskeligheder.
Der vil dog fortsat være en række krav, som virksomhederne skal leve op til. Eksempelvis skal virksomhederne have en positiv egenkapital, en omsætningsvækst på 20 procent hvert af de foregående tre år og selv have rejst mindst 10 millioner kroner i kapital.
Fakta
De nye regler er et resultat af et fælles ønske om at forbedre rammevilkårene for vækstvirksomheder og styrke adgangen til finansiering. Analyser fra Finans Danmark og DI har vist, at adgang til risikovillig kapital og banklån er afgørende for vækstvirksomheders succes, hvilket har været en vigtig drivkraft bag denne udvikling.
Ifølge de nye regler skal vækstvirksomheder med underskud ikke automatisk OIK-markeres med betydelige økonomiske vanskeligheder, hvis de lever op til følgende kriterier:
- Have rejst minimum 10 mio.kr. i egenkapitalfinansiering.
- Positiv egenkapital og forventning om fortsat positiv egenkapital fremadrettet.
- Omsætningsvækst på minimum 20 pct. hvert af de foregående tre år.
- Dokumentation for, at virksomheden kan opnå overskud inden for 12 måneder ved implementering af et fallback-scenarie fokuseret på profitabilitet frem for fortsat omsætningsvækst.
- Virksomheden har den nødvendige likviditet og kapital til at kunne realisere dette fallback-scenarie
- Dokumentation for villighed til at tilføre yderligere likviditet og kapital fra ejerne/investorerne, hvis nødvendigt.
Kilde: Finans Danmark