Vandtårn er blevet vintårn
Stub Vingård har med støtte fra foreningen Realdania brugt foråret og sommeren til at omdanne et gammelt vandtårn til et vintårn, med vinbar og vinbutik, og på lørdag åbnes tårnet for offentligheden, så det kan blive en ny seværdighed på Røsnæs ved Kalundborg.
Mange gæster fra naboen Strandhotel Røsnæs har allerede vist stor interesse for vintårnet, der også kan danne udgangspunkt for en vandring til Kongstrup Klinter og Naturrummet, hvor man kan fortsætte på den ca. 25 km lange, afmærkede vandrerute ’Røsnæs Rundt’.
Tårnet vil i sommerhalvåret være åbent lørdag eftermiddag samt efter aftale. Karen B. Olsen og Carl F. Stub Trock ejer ’Skambækgården’ og driver ’STUB Vingaard’ på Skambækgårdens sandede skråninger ned mod Kalundborg Fjord.
Istandsættelsen og transformationen af det 100 år gamle tårn er støttet af Realdania, som gerne ville se det gamle vandtårn få nyt liv.
Realdania har hjulpet ejerne med støtte til selve renoveringen af tårnet og med udpegning af en arkitekt, der kunne sikre det rette materialevalg og design af de elementer, der er tilføjet tårnet.
Valget faldt på arkitekt Marc Weinert, som blandt andet har designet tårnets akustikloft og de nye vin-tønde-møbler, som gæsterne kan benytte sig af på bakketoppen. Restaureringen af det gamle vandtårn er udført nænsomt. Ydersiden af de cirka 25 cm tykke betonmure fremstår med bevoksning af alger, laver og mosser, og den minimale istandsættelse har sikret ydersidens pudsflager mod yderligere nedbrydning.
Toppen af vandtårnet er sikret mod yderligere indtrængning af regnvand og nedsivning med en svagt skrånende belægning med tagpap. Der er skåret en ny indgang til tårnet og monteret en rustik dør i dansk egetræ.
brahe