23948sdkhjf

Spildtid spænder ben for byggeriet

"Byggesektoren i Danmark er generelt godt med, når det drejer sig om innovation. Det skyldes blandt andet, at skiftende regeringer siden midten af 1970’erne løbende har skærpet energikravene til boliger og andet byggeri. Det har betydet, at private producenter har udviklet nye og mere energieffektive materialer, fordi de har vidst, at der var efterspørgsel efter produkterne."

Skudsmålet kommer fra Lene Espersen, adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og en lignende vurdering har fagbevægelsen.

Byggeri udpeget som vigtig erhvervsklynge

Byggeri og anlæg er blandt 10 særlige styrkepositioner for dansk erhvervsliv

Omfatter hele værdikæden inklusive rådgivere og materialeproducenter

Klyngeindsatsen skal styrke samarbejde på tværs i en sektor, som traditionelt er fag- og faseopdelt

Skal fremme ny viden i virksomheder, bl.a. inden for digitalisering og bæredygtighed

Skal styrke samarbejde med uddannelses- og forskningsinstitutioner

Programmet løber fra 2020-23 og får støtte fra EU
Kilde: Erhvervsfremmebestyrelsen.dk

- Der er stor hittepåsomhed i byggeriet, og der sker meget innovation. Men udfordringen er, at det ofte er personbåret eller båret af det enkelte sjak eller firma; det bliver sjældent til fælles gods for hele byggebranchen, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT), der omfatter stort set alle timelønnede faggrupper i byggeriet.

Lidt mere skeptisk er DI Dansk Byggeri.

- Vi ligger ikke i front, men vi ligger heller ikke bagerst. På nogle områder ser vi et godt samarbejde mellem forskningsverdenen og virksomheder, for eksempel når DTU har udviklet nye systemer, så betonkonstruktioner kan være slankere, men have samme styrke, så CO2-belastningen ved at bygge med beton bliver mindre, siger underdirektør Michael H. Nielsen.

Spildtid på byggepladser
De tre brancheeksperter er enige om, at der sker et enormt spild ude på byggepladserne, når visioner, planer og tegninger skal omsættes til beton, stål og mursten.

- Vi gennemførte for et par år siden en undersøgelse blandt 2.600 medlemmer om deres største problemer i hverdagen. Det var ikke sikkerhed, det var ikke løn, det var ikke en irriterende chef. Det var derimod ventetid og spildtid. Det er enormt frustrerende ikke at kunne komme i gang med sit arbejde, fordi der mangler materialer eller er andre problemer, siger Gunde Odgaard.

Han peger på, at andre undersøgelser har vist, at op imod en tredjedel af arbejdstiden på byggepladserne er spildtid og ventetid. Han mener, at en af vejene frem er øget samarbejde mellem de forskellige parter - og det kan handle om umiddelbart helt banale ting.

- Mange steder suboptimerer vi. Indkøbere hos entreprenøren kan måske spare nogle få hundrede kroner, hvis alle murstenene bliver læsset af ét sted på en stor byggeplads. Men det betyder så, at murerarbejdsmænd skal bruge tid på at flytte mursten rundt til de forskellige arbejdssteder. Der var det nok smartere at få lastbilen til at køre rundt på pladsen og læsse murstenene af på de forskellige steder, hvor de skal bruges, pointerer Gunde Odgaard.

Digital inspiration
Også Lene Espersen ser "plads til meget forbedring" af processerne ude på byggepladsen. Hun nævner som eksempel de digitale værktøjer.

Prisen

Innovationsprisen gives til den virksomhed som har formået at sætte ny viden, processer eller teknologi i spil til gavn for byggeriets værdiskabelse – hvad enten det er kommet byggeriets parter, brugerne eller samfundet til gavn. Virksomheden skal have bidraget til at sætte nye standarder i branchen.

Finalisterne er:
Vejdirektoratet
Ørsteds Haver
Lindab A/S

- Da supersygehusene blev sat i gang med byggeri for 40 mia. kr., stillede staten krav om, at arbejdet skulle foregå digitalt, og i planlægningsfasen brugte vi BIM og andre 3D-værktøjer. Men ude på byggepladserne var der ikke mange digitale værktøjer til at håndtere de digitale modeller, og så stod de udførende stadig med 2D-modeller og tegninger, der ikke altid var opdaterede.

Espersen mener, at den danske byggesektor kan hente digital inspiration fra et par nabolande.

- Fra vores søsterorganisation i Norge ved jeg, at det offentlige Statsbygg i sine kontrakter stiller krav om digitalisering i hele byggeprocessen. Noget tilsvarende sker i Storbritannien, og det er nødvendigt, at det offentlige driver udviklingen; vi kan ikke overlade det til markedsøkonomien, siger Lene Espersen, som tilføjer, at byggeriet rent digitalt er "forholdsvis langt fremme" sammenlignet med det sydlige Europa.

I BAT-kartellet understreger Gunde Odgaard, at fagbevægelsen meget gerne ser flere digitale værktøjer på byggepladserne.

- Jo mere effektive vi er, desto mere kan vi bygge, og desto mere spændende arbejde og bedre løn har vores medlemmer. Med digitale værktøjer har byggefolkene altid de sidste nye oplysninger og kan også lettere rette fejl; det hænder jævnligt, at vores folk opdager, at et eller andet ikke kan lade sig fysisk gøre på grund af en væg eller et vindue. Vi så gerne en hurtigere udrulning af digitale værktøjer, og vi lægger stor vægt på, at vores medlemmer løbende bliver efteruddannet, siger Gunde Odgaard.

Han opfordrer til, at det offentlige i sine udbud nedtoner et næsten ensidigt fokus på pris og i stedet belønner kvalitet og innovation. Det vil i hans øjne luge ud i opgaver til virksomheder, som udelukkende tænker i lave priser og lavest mulige lønninger og sjældent bidrager med nytænkning og innovation.

Støtte fra staten
I DI Dansk Byggeri glæder Michael H. Nielsen sig over, at staten har taget byggeri og anlæg med i sit erhvervsfremmeprogram for 2020-23. Her er udpeget 10 såkaldte styrkepositioner, hvor forskning, innovation og tværgående samarbejde skal styrkes og bidrage til at skabe endnu stærkere erhvervsklynger.

- Vi er glade for, at vi er kommet med i den nye erhvervsstrategi, som blandt andet giver adgang til offentlig støtte. Dansk byggeri har gennem årene opbygget en styrkeposition, og vi har fået nogle meget store producenter af byggematerialer som Rockwool og Velux. Det samme gælder Danfoss og Grundfos, og de to virksomheder afspejler, at byggeri i dag - i kraft af for eksempel skærpede energikrav - omfatter intelligente bygninger, der både har lavt energiforbrug og sundt indeklima.

Læs mere: Stolte traditioner i udlandet lever videre

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137