23948sdkhjf

Han skal give mere kant til Swecos nye satsning

Der er kort mellem faglighederne hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Sweco og Kant Arkitekter, der midt i en coronatid er flytttet ind i Sweco-hovedkvarteret i Ørestaden.

- Og det giver nogle enorme fordele, siger Uffe Bay-Smidt, daglig leder hos Kant, da vi besøger ham og kollegerne på 3. etage i det nybyggede domicil.

Her er virksomheden og dens 90 medarbejdere rykket ind, efter 43 år som selvstændig arkitektvirksomhed. Men det er nye tider, og branchen er præget af mere tværfaglighed end nogensinde før, og af integreret rådgivning, i en verden, hvor det efterhånden er lidt gammeldags, at man bevæger sig tværs gennem byen for at mødes i hvert sit lille specialiserede firma.

- Her har vi det lige så godt som på det gamle kontor på Nørrebro, men vi har meget mere plads, siger den 46-årige afdelingschef i Kant Arkitekter, der også har udfyldt rollen som markedschef i virksomheden.

Han tilføjer, at det er enormt vigtigt for den kreative proces at der er kvadratmeter til at have materialeprøve stående, at få afprøvet tingene og se, hvordan det spiller sammen.

Uffe Bay-Smidt ser en spændende udvikling i branchen i disse år, hvor nogle tegnestuer bliver rådgivere og visse ingeniører bliver del af større internationale rådgivningsvirksomheder.

- Det er vi blevet en del af. Og jeg synes det er interessant hvordan man angriber det. Historisk set har man jo valgt at organisere sig efter hvordan man er uddannet. Ikke efter hvor vores kunder er, siger han.

- For at kunne levere det bedste er vi nødt til at indrette os efter kundernes behov. Og det har vi gjort her. Kunden forholder sig til ét byggeri, der kræver mange fagligheder - og så skal vi være der, siger Uffe Bay-Smidt, der vedkender, at de mellemstore tegnestuer, der ikke er specialiseret, kan få det svært i fremtiden, mens der stadig vil være plads til og behov for de med 5-10 ansatte. Nogle vil fortsat gerne samarbejde med de små og specialiserede firmaer og selv sammenstykke sit projekt. Det vil der også plads til fortsat, spår han.

Alle i samme hus
Kant er imidlertid nu blevet en del af en virksomhedskultur, der ifølge Uffe Bay-Smidt blandt andet handler om, at det skal være let at bestille og udvikle et byggeri.

- Så jeg ser ikke vandringen i branchen lige nu som noget negativt, tværtimod bliver paletten af indkøbsmuligheder for bygherre større - og det ser jeg som en styrke for markedet. Og vi har akustikere, ingeniører, konstruktionsfolk samt lysfolk i samme bygning. Det giver en helt anden dynamik og hurtigere processer til at få udviklet projektet, siger han til Arkbyg

- Arbejdsgange og kontraktuelle forhold bliver nemmere. Vi arbejder desuden med de samme it-system over de samme servere. Og både den formelle og uformelle snak kan klares på kortere tid og hen over frokosten. Dialogen med de andre faggrupper er blevet lettere. Og den viden, der samles op via de uformelle snakke er bare så vigtig, siger Uffe Bay-Smidt.

At dyrke forskellighederne
Han understreger imidlertid, at det fortsat er vigtigt at dyrke forskellighederne og den faglige specialisering, selv om man kommer tættere på hinanden.

- Den erfaring vi har fået med Trust-samarbejdet (under Københavns Kommune, red.) er at "tidlig involvering" er helt forkert. Der sker nemlig det, at både energi og penge fosser ud af os. Det handler derimod om rettidig involvering. Eller som at opleve et symfoniorkester med en dirigent i midten. Hvis han begynder med alle instrumenter samtidigt, kommer det ikke til at fungere. Et projekt skal opbygges i den rigtige takt. Nogle af instrumenterne begynder tidligt i første sats og hvis man ikke kan lytte sig til, at "det er her, jeg skal ind", så træder dirigenten til. Men det kræver, at de, der sidder ved trommerne har gehør. For i en byggeproces skal man både kende jura og ydelsesbeskrivelse, men samtidigt kunne lytte og mærke, at det er her, jeg skal ind på scenen på min faglighed.

Mennesker skal samarbejde
Kant har over årene opbygget en bred pallette indenfor det offentlige byggeri, og forstår beslutningssystemet og de bagvedliggende strukturer.

- Så det ikke kun er et godt byggeri, når det bliver afleveret, men også er bæredygtigt og til at drifte i årene fremover, siger Uffe Bay-Smidt.

Skal arkitekt- og byggebranchen til at tænke på en ny måde?
- Ja, og diskussionen er hvordan vi fortsat udvikler de kreative - og tværfaglige - processer. Vi har erfaring fra TRUST-samarbejdet og med KABs byggepartnerskab, og det viser sig igen og igen, at uanset hvor gode vores digitale platforme er, så er det mennesker, der skal arbejde sammen og mennesker, der skal være glade for hinanden. Og her er det igen en fordel at være del af en stor tværfaglig organisation med mange fagligheder. Vi kan stille flere spørgsmål til klimasikring og bæredygtighed, for eksempel. Og vi kan definere spillepladen bedre. Og det kunne vi ikke, hvis vi sidder alene som arkitektvirksomhed.

Nogle har været ude med, at de mange ingeniøropkøb af arkitekttegnestuer kan lægge sig som en dyne over kreativiteten, at arkitekter bevæger sig mod mere anonymitet. Kan du forstå den frygt?
- Jeg tror, at hvis vi angriber samarbejdsformen rigtigt, så er integreret rådgivning en kæmpe driver, fordi vi ikke er hinandens modspillere men derimod samarbejder. På den måde kan vi se den fulde spilleplade og stadig have et projekt, hvor vi ikke oplever tilbageløb og fordyrelse, men have en tidlig og præcis dialog om både arkitektur, bæredygtighed og ingeniørfag. Vi kan bedre tale om, hvor meget vi skal spænde ambitionerne ud, siger Uffe Bay-Smidt.

Han tilføjer, mens han kigger på en arkitekturmodel af det moderne boligbyggeri Almanakken (bygget af præfabrikerede træelementer), at når byggeteknikken er tænkt ind tidligt, "kan vi lave et projekt, der både er enormt spændstigt og hovedgrebsmæssigt banebrydende".

Bygherres tillidsmand
At Kant nu skal være med til at skabe mere arkitektonisk kant hos den store svenskejede rådgivervirksomhed, er ikke tilfældigt.

Sweco har taget et strategisk valg om at gå endnu mere ind på det offentlige boligmarked.

Og Kant Arkitekter har erfaring med det tætte offentlige samarbejde, som underleverandører til byggeteamet Trust under Københavns Kommune, der ledes af Enemærke og Petersen og handler om at dele viden i strategiske partnerskaber - og få bedre og mere byggeri for pengene.

Den bærende idé er, at et tæt samarbejde over flere år øger tilliden gennem byggeriets værdikæde - og giver øget produktivitet og færre fejl.

Aftalen omfatter ombygning og renovering af skoler, fritidshjem og daginstitutioner samt nybyggeri af børnehaver.

Også arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard, de rådgivende ingeniører Dominia, teknik- og design rådgivningsvirksomhed Norconsult og GHB Landskabsarkitekter er med.

I begyndelsen blev ordningen mødt med skepsis, blandt andre fra Danske Arkitektvirksomheder, der på medlemmernes vegne var bekymrede over modellen med kun at samarbejde med få virksomheder om mange byggerier.

Men også interesseorganisationens adm. direktør Lene Espersen blødte op, og har blandt andet i et Facebook-opslag sagt, efter at have besøgt Kant arkitekter, sagt, at det "var meget positivt at høre om den tillid og det gode samarbejde det var i teamet og ikke mindst at arkitekten var tilbage i rollen som bygherres tillidsmand."

Hurtigere møder
Ask Abildgaard, projekteringsleder og bygningskonstruktør hos Kant, fortæller, at der er en mange fordele ved at sidde i samme hus.

- Det kan være ren efteruddannelse at snakke med de andre fagligheder i huset - hen over en kop kaffe. Og så koster det ikke en krone, siger han med et smil.

Dertil kommer, at arbejdsgangene er blevet kortere.

- Forleden skulle vi tale med en broingeniør om en gangbro til et projekt, og så kom han bare lige op fra en anden etage. Vi behøvede ikke booke mødet 14 dage i forvejen, så det var virkelig nemt, siger Ask Abilgaard til Arkbyg.

Ligeværdigt samarbejde
Om samarbejdet mellem Kant Arkitekter og den øvrige rådgivervirksomhed i Ørestaden siger Uffe Bay-Smidt, at der kommer megen god energi ud af en følelse af ligeværdighed.

- Alle fagligheder arbejder som en samlet enhed. Så hvis konstruktionsprojektet for eksempel ikke lykkes, har vi alle et samlet ansvar for fremdriften.

På de første fuldt integrerede projekter i huset holder arkitekter og ingeniører et scrum-møde - inspireret af it-branchens projektudvikling - så alle er med på, hvad der skal ske i ugen, der kommer.

- Når man kortfattet har fortalt om sine planer, reagerer andre måske på det, netop fordi det er blevet sagt højt. På den måde bliver man opmærksom på særlige fokuspunkter og man kan undgå en masse dumme glemmefejl, siger Ask Abildgaard.

- Projekteringen glider lettere og folk bliver gladere, fordi de er blevet hørt. Og metoden giver dynamik og forhindrer at nogen kører i tomgang. Så det bliver ikke den klassiske med at alle sidder oven på hinanden til sidst. Timing og overblik bliver bedre, når alle er med. Og alle fagansvarlige finder i fællesskab ud af, hvornår man for eksempel skal lave den tværfaglige projektgranskning eller hvornår BIM-modellen skal være fuldt opdateret, siger Ask Abildgaard.

Sweco Danmark har nu omkring 320 arkitekter. Er der planer om at udvide paletten internationalt?
- Lige nu fokuserer vi på at få integrationen med Sweco og Årstiderne Arkitekter, som Sweco købte for snart to år siden, 100 pct. op af køre. Men det er klart at vi kommer med en stor erfaring især inden for skole- og undervisningsbyggeri, og det er noget, både Sverige og Norge er interesserede i. Så her tror jeg godt, vi kan gøre os gældende, siger Uffe Bay-Smidt. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136