23948sdkhjf

To bygger Aalborgs materielgård til 83 millioner

Etableringen af Aalborg Kommunes nye materielgård til 83 mio. kr. i Aalborg Øst er lagt i hænderne på Arne Andersen Vrå og Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning, fortæller afdelingsleder i Entreprenørenheden, Aalborg Kommune, Niels Sloth. 

Fredag eftermiddag den 25. september var der 1. spadestik til anlægget på Korinthvej, som fra 2022 skal huse materiel og mandskab fra Aalborg Kommunes Entreprenørenhed. 

109 varebiler, 12 lastbiler, 14 lastvogne, 6 sugemaskiner, 16 minigravere og 57 traktorer er blot noget af det grej, som flytter ind i 2022. Hertil kommer cirka 120 medarbejdere, som også får sin daglige gang fra den nye adresse. 

Bæredygtighed i projektet 

Aalborg Kommune har fokus på bæredygtige elementer i projektet. Det gælder for eksempel optimering af energikonceptet med varmegenindvinding, LED belysning med daglysregulering og egenproduktion fra solceller. Der skal monteres cirka 200 kvm solceller på tagfladerne. 

Et andet tiltag er genbrug af regnvand. 

– Vi etablerer blandt andet et kæmpestort regnvandsbassin, hvorfra vi kan hente regnvand til blomster- og trævanding, vand til feje/-sugemaskinerne og vand til vores vaskehal. Andre fokusområder tæller blandt andet miljøvenlig indvinding af materialer, effektiv arealanvendelse og robusthed i forhold til bygningernes levetid, forklarer Niels Sloth.

10.900 kvm bygninger og 20.000 belægning

Projektet, som udføres i to storentrepriser, består af en administrationsbygning med tilhørende velfærdfaciliteter, værksted, salthal og øvrige haller på i alt cirka 10.900 kvm. Hertil kommer udenomsarealer på cirka 70.000 kvm, hvoraf cirka 20.000 kvm er belagte områder. Der etableres desuden regnvandsopsamlingssystem, forsinkelsesbassiner samt tanke til saltlage. 

Anlægsarbejderne til cirka 21 mio. kr. udføres af Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning fra Hjørring. 

Arne Andersen Vrå står med storentreprisen på bygningerne, hvor der er lavet tillægsarbejder efter udbuddet, så aftalen løber op i cirka 58 mio. kr. Blandt andet skal der etableres en ny fælles salthal med saltlagetanke og tilhørende udearealer, som kommunen bygger samen med Vejdirektoratet. Aftalen betyder, at Vejdirektoratet køber en tredjedel, cirka 3500 kvm udearealer og 600 kvm salthal. Den nye salthal skal erstatte Vejdirektoratets eksisterende salthal i Klarup øst for Aalborg, der skal nedlægges.

Mere effektiv brug af maskinel og ressourcer

Kommunen nedlægger samtidig en række at de små stille-steder rundt omkring i kommunen. Den nuværende materielgård på Hattemagervej bibeholdes og skal fortsat betjene driftsopgaverne, for eksempel indenfor det grønne i Aalborg by.

Udover at samle maskinel og personale, bliver den nye materielgård også hjemsted for opbevaring af materialer som granit, grus og jord, som for eksempel bruges til belægninger.

Samtidig forventer Niels Sloth at kunne optimere driften, når maskinparken samles:

– Når vi samles på den nye adresse, får vi et helt andet og bedre overblik over vores omfattende maskinpark. Vi har på den gode side af 200 større køretøjer. Vi råder blandt andet over godt 100 varebiler og 57 traktorer, som vi får et meget bedre overblik over, når vi samles. Når køretøjerne - som tilfældet er i dag - er spredt ud over stillesteder i hele kommunen, kommer man meget let i en situation, hvor der står en ledig varevogn, hvis chaufføren for eksempel har fri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121