Mulig byggesjusk i to år gammel skole til 400 millioner
Kalvebod Skole til 400 mio. kr. blev indviet så sent som i 2018, men nu er en loftsplade faldet ned og flere er konstateret løse. Ingen børn var tilstede i lokalet, hvor loftspladen faldt ned. Det skriver TV2 Lorry.
Et håndværkerfirma har i en uges tid arbejdet i skolens klasselokaler med en fejl-gennemgang af samtlige lofter. Denne gennemgang har vist løse loftsplader flere steder.
Ifølge TV2 Lorry menes årsagen til de løse plader at være utilstrækkelig fastgørelse mellem loftskinner og loftmoduler.
MT Højgaard: Ingen kommentarer
Skolen arbejder på at sikre lofterne, så eleverne kan vende tilbage.
– Derefter skal vi se på, om der kan gøres et ansvar gældende, og om vi kan få erstatning for udgifterne til at reparere loftet. Vi har kontaktet entreprenøren og givet besked om, at vi ser med stor alvor på sagen, siger Kasper Graa Wulff, byggechef, Københavns Kommune til TV 2 Lorry i et skriftligt svar.
MT Højgaard står bag byggeriet. Herfra lyder det, at man ikke vil udtale sig, så længe det ikke er undersøgt, hvem der har ansvaret for problemerne.