23948sdkhjf

Dette er ikke et værk ... dette er et værksted

Når man går igennem det lille containerkvarter "Institut for (X)" i kanten af Aarhus Midtby, får man bag en hængekøje øje på det, der om et lille års tid står færdigt som byens nye arkitektskole. Store glaspartier udgør det meste af facaden, men også enorme beton- og stålkonstruktioner skyder op fra det kreative Godsbaneareal.

Den knap 13.000 kvm store bygning er bygget i etager, så den både forsøger at være i øjenhøjde med den kreative og lave landsby ved bygningens fod mod sydøst, mens den i den modsatte ende ved Carl Blochs Gade rager så højt op i landskabet, at der fra taget og de kommende terrasser på tredje sal er udsyn til både kranerne på Aarhus Ø, Gellerupparkens ikoniske boligblokke og regnbuen på toppen af kunstmuseet Aros. Og solen, selvfølgelig, der denne dag står højt på himlen.

Arkbyg er blevet inviteret rundt på byggepladsen af tegnestuen Adept, der for tre år siden sammen med tegnestuerne Vargo Nielsen Palle og Rolvung & Brøndsted var med til at vinde konkurrencen om at opføre den nye arkitektskole. De fejrede - hvad de selv kalder - den overraskende sejr over konkurrenter som Bjarke Ingels Group med en tur i vandflyver fra København til Aarhus.

Rå beton og synlige ledninger
- Når man siger, at man som arkitekt skal bygge en arkitektskole, tænker man automatisk, at arkitekturen og byggeriet skal være helt vildt og ikonisk. Men vi er gået den modsatte vej, siger Martin Krogh, der er medstifter og partner i tegnestuen, og som med sikkerhedshjelm og -sko træder ind i et af skolens største rum i stueetagen, hvor flere håndværkere er i fuld gang med dagens arbejde til lyden af en skrattende radio.

Her er beton det absolut mest dominerede element. De grå vægge fremstår rustikke og ujævne, og flere steder afbrydes den grå overflade af frithængende ledninger og sølvfarvede ventilationsrør.

Det kan lyde ufærdigt, men når skolen slår dørene op for de i alt 600 elever om et års tid, er netop det rå udtryk fortsat omdrejningspunktet for det, der skal danne rammen for de arkitektstuderendes skoletid.

Kort om New Aarch

Bygherre : Bygningsstyrelsen.
Lejer : Arkitektskolen Aarhus.
Bygherrerådgiver : Etos Ingeniører, NORD Architects og A-2.
Lejerådgiver : Arkitema Architects.
Totalentreprenør : A. Enggaard A/S.
Totalrådgiver : Adept med Tri-Consult som underrådgiver.
Øvrige : Vargo Nielsen Palle, Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Steensen Varming, Lendager Group.

Budget : 287 mio. kr.
Areal : 12.500 kvm samt option om yderligere 2.500 kvm.
Tages i brug : Sommer 2021.

Arkitektskolen Aarhus er i dag beliggende ved Nørreport i Aarhus. Skolen er sammen med Kunstakademiets Arkitektskole i København ene om at uddanne arkitekter i Danmark. Arkitektskolen Aarhus blev grundlagt i 1965 og har siden uddannet cirka 5.000 kandidater.

Fabrikslignende fornemmelser
Betonvæggene skal nemlig ikke males, og ledningerne skal ikke gemmes væk.

- Vi har valgt nogle robuste og rå løsninger. Det skal være et værksteds-hus, der er vendt på vrangen, og som er både ærligt og lavmælt, siger Martin Krogh, og han lader sin hånd glide hen over en af de vægge, der udgør en af bygningens store betonkerner.

På første og anden sal i råhuset har man gennem hullerne i væggen, der med tiden skal udgøre store, kvadratiske vinduer og døre med fyrtræskant, kig igennem bygningen og ud over bydelen. På den måde kan de studerende og husets andre gæster interagere med hinanden.

- Bygningen skal passe til skolens identitet. Det skal være et arkitektur-værksted og et godt og naturligt rum, hvor der er rum og plads til læring og samarbejde, siger arkitekten.

Beton, glas, træ og stål er de gennemgående materialer i byggeriet. Kvadratmeterprisen på byggeriet er ifølge Martin Krogh lav, og derfor har tegnestuen, skolen og bygherren været tvunget til at prioritere. Men det betyder ikke, at byggeriet ikke er gennemtænkt, selvom det hverken er guldbelagt eller rundt.

- Det er et kæmpe eksperiment at bygge sådan en skole her. Jeg har aldrig set sådan et hus før. Det, der minder mest om, er en fabrik. Man kan virkelig se materialerne, og intet pakkes ind, men det er helt med vilje, fordi det passer til skolen og omgivelserne, lyder det.

Er selv børn af skolen
Adept blev født en sommerdag i 2006 - kort tid efter, at Martin Krogh og tegnestuens to andre stiftere, Martin Laursen og Anders Lonka, havde fået eksamensbeviset i hånden fra selvsamme arkitektskole i Aarhus.

Skolens nuværende rektor, Torben Nielsen, havde dengang en lang hestehale og underviste i lys, og selvom der altså er sket meget siden da, er skolens identitet langt hen ad vejen fortsat den samme.

- Vi har taget mange valg sammen med skolens ledelse, fordi skolen fortsat skal være et kreativt og samfundsengagerende laboratorium, som former morgendagens arkitekter, siger Martin Krogh, der ikke lægger skjul på, at det er helt særligt at bygge en arkitektskole som arkitekt.

Han lægger vægt på, at det færdige byggeri er et resultat af samarbejdsmodellen, som involverer meget bredt og trækker på viden og sparring i hele projektgruppen - bygherre, arkitektskolen, totalentreprenør, ingeniør og naboer.

- Skolen bliver jo vurderet hvert år af de studerende, så det er da lidt angstprovokerende, men også sindssygt spændende og sjovt, siger Martin Krogh med et grin.

Vil skabe debat
Men det er ikke kun de studerende, der kommer til at vurdere skolen, når den står færdig.

Martin Krogh er nemlig sikker på, at den rå og "ufærdige" arkitektur og bygning kommer til at skabe debat i offentligheden.

- Man kan sige, at bygningen er en kommentar til virket som arkitekt, fordi det netop er et anti-ikon. Da vi gik i gang, sagde vi, at vi ville lave et hus, der aldrig blev "færdigt". Et hus, som havde plads til andre arkitekters eksperimenter og meninger, fordi det ikke er formet til at have nok i sig selv. Derfor håber vi, at der kommer en debat omkring, hvad arkitektur skal kunne, og hvornår nok er nok. Det her er et spændende forsøg på at skære noget helt ind til benet, siger arkitekten, der kalder byggeriet for en milepæl for den københavnske tegnestue.

- Det er et udsagn på, hvem vi er som tegnestue. Vi synes, at bygningen viser, hvad arkitektur er. Vi vil være med til at bygge by. Det interesserer os meget mere end at lave enkeltstående smukke objekter, siger Martin Krogh, idet han kigger ud over containerbyen, "Institut for (X)", der fungerer som nabo til den larmende byggeplads.

- Byggerier skal forholde sig til stedet, og det skal være mere end et værk, der står alene som et ikon-byggeri. Det skal være en del af en social kontekst. Det her område er helt særligt, og det er vigtigt at understøtte det, lyder det.

Oaser på taget
Det er blandt andet derfor, at der på en stor del af tagområderne skal bygges terrasser og grønne oaser. Måske skal en enkelt eller to containere endda med tiden flytte ind på skoleområdet.

- Huset skal træde i baggrunden for omgivelserne. Arkitekturen skal mere end at være formgiver. Det skal være praktisk, og det skal understøtte området. Det her sted har så meget karakter, så det skal passe ind i kulturen, siger Martin Krogh.

Der er malet graffiti mange steder på Godsbanearealet - også på det midlertidige hegn, der omkranser byggepladsen. Et par håndværkere tager en pause i skyggen, mens flere Unicon-lastbiler kører frem og tilbage på den smalle vej.

Coronakrisen har ikke sat en stopper for arbejderne på pladsen, hvorfor det fortsat kører som planlagt.

Et midaldrende par går forbi hegnet og anser end ikke byggeriet, men spørger efter "Plantecaféen". Den ligger lidt længere nede af vejen og udgør endnu en kreativ nabo til Danmarks første nyopførte arkitektskole. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283