23948sdkhjf

155 kilometer paneler fra Frøslev til feriecenter

I Ringkøbing skyder det nye feriecenter Lalandia Søndervig netop nu op i det vestjyske landskab. Det samlede område skal strække sig over 69.000 kvm og vil omfatte badeland og 440 sommerhuse, og 260 af sommerhusene skal bygges i træ. Her er Taasinge Elementer elementleverandør til den ene af entreprenørerne på byggeprojektet, JCN Bolig, mens de omtrent 155 km facadepaneler leveres af Frøslev Træ.

Fem huse om ugen

– Vi er stolte af at være elementleverandør til et så stort og prestigefyldt byggeri. Vi har for nyligt taget det første spadestik, og vi kommer til at bygge i en høj frekvens à fem huse om ugen. Dét stiller selvfølgelig store krav til vores logistik og montage-setup, som vi har finpudset og optimeret gennem mange år – netop for at kunne håndtere kæmpeordrer som denne, siger Martin Tholstrup, adm. direktør i Taasinge Elementer, og fortsætter:

- Samtidig er der tale om et setup, hvor vi har reduceret materialespildet til et absolut minimum – til gavn for både miljøaftryk og råstofforbruget. For selvom træ i sig selv er et bæredygtigt materiale, er vi først i mål, når hele byggeprocessen også følger med.

Det har også været en topprioritet for virksomheden at anvende materialer af højeste kvalitet til sommerhusene. Det gælder ikke mindst for facaderne, hvor Taasinge Elementer derfor har allieret sig med den sønderjyske træproducent Frøslev, som skal levere al facadebeklædningen til de 260 sommerhuse.

– Mængden af træ, der skal leveres til projektet, er massiv. Til opførelsen af de 280 sommerhuse skal vi bruge træpaneler, der sammenlagt har en længde på ca. 155 km, hvilket svarer til afstanden mellem København og Odense. Her er Frøslev leveringsdygtige og en garant for facadetræ i højeste kvalitet. Men mindst lige så vigtigt: De har alle forarbejdningsprocesser inhouse, og deres træ leveres derfor både færdigmalet og i specialmål, hvilket reducerer spild og arbejdstid i produktionen og på byggepladsen, fortæller Martin Tholstrup.

Nordisk gran fra bæredygtig skovdrift

Hos Frøslev ser adm. direktør Martin L. Petersen også frem til samarbejdet. Og han lægger vægt på, at virksomheden har prioriteret både kvalitet, æstetik og bæredygtighed i sit valg af facadetræ.

– Træet, vi leverer, er gran, der stammer fra Hedmark Fylke i Norge. Det er specielt udvalgt træ af en rigtig god kvalitet, hvilket blandt andet afspejles ved de små og friske kviste, der giver et flot slutprodukt, siger Martin L. Petersen og fortsætter:

– Derudover er der tale om PEFC-certificeret træ fra bæredygtig, norsk skovdrift, som vi efterfølgende har forarbejdet i Frøslev – blandt andet ved at høvle det, kløve det, kappe det på fixmål og male det i to lag samt i enderne. Herefter er det leveret til Taasinge Elementer, der har anvendt det i deres produktionsanlæg i Hampen, og det ender sin rejse på sommerhusene i Søndervig. Vi er godt i gang med leverancerne og ser frem til et godt og produktivt samarbejde.

Byggeriet af sommerhusene forventes at stå færdigt i sidste halvår af 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109