Gammelt vand i ny svømmehal afrunder udfordrende arbejde
Tæt ved tre år er der gået fra første spadestik til indvielsen af Frederikssund Kommunes nye svømmehal den 15. august.
Men målet er nu nået og svømmehallen står klar til at modtage alle de badeglade borgere, der er i kommunen og omegn, samt svømmeklubbernes medlemmer.
Ved indvielsen - et lukket arrangement på grund af corona – fandt man blandt de fremmødte arkitekter, entreprenører og andre, der har bygget svømmehallen foruden medlemmer af byrådet og svømmeklubber.
.... spændende og til tider udfordrende arbejde
Hos entreprenøren, GVL Entreprise, var der glæde over det færdige stykke arbejde, de nu kunne aflevere til Frederikssund Kommune.
- GVL Entreprise har stået med ansvaret for byggeriet af svømmehallen, og det derfor med stor tilfredshed at jeg sammen med mit team nu kan se det færdige resultat af to års spændende og til tider udfordrende arbejde, sagde projektleder for GVL Entreprise, Brian Nielsen, i en pressemeddelelse fra kommunen.
- Det er med tiden lykkedes at få styr på stort og småt her i svømmehallen og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er rigtig stolte af det den. Vi synes, det er den flotteste svømmehal i Danmark, tilføjede han.
Forlig lukkede voldgiftssag
Byggeriet af svømmehallen har, som man fornemmer på Brian Nielsens ord, ikke været gnidningsfrit. Uenigheder imellem kommunen og totalentreprenøren G.V.L. førte i juli 2019 til en sag ved Voldgiftsnævnet for byggeri og anlæg. Et forlig i starten af 2020 satte dog en stopper for sagen.
Uenighederne hang blandt andet sammen med, at svømmehalsbyggeriet blev forsinket på grund af en sen byggetilladelse og en række praktiske forhold. Ansvaret for forsinkelserne og de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser var det, man ikke kunne enes om.
Gammelt vand i nyt bassin
Efter talerne blev vandet fra den gamle svømmehal hældt i det nye store bassin af borgmester John Schmidt Andersen, og symboliserede overgangen fra gammelt til nyt.
Som det sidste punkt i den officielle indvielse blev bassinet taget i brug af svømmere fra Frederikssund Svømmeklub og Slangerup Svømmeklub, der svømmede en kort stafet til glæde for tilskuerne.
I svømmehallen er der nu mulighed for at svømme i det store 25x25 meter bassin, tage tur i varmtvandsbassinet eller modstrømsbassinet. Man kan også prøve vandrutsjebanen, saunaen med flot udsigt over Sillebro Ådal, børne- og wellnessbassin og alt det andet nye, svømmehallen har at byde på.