23948sdkhjf

Bygninger spilder energi i ensomhed

Hvis det skal lykkes at optimere energiforbruget i landets bygninger, er der brug for større fokus på den løbende service

Af:
Dennis Jeppesen, salgsdirektør Solar A/S

Jesper Knudsen, adm. direktør El:Con A/S
Peter Kaas Hammer, adm. direktør Kemp & Lauritzen A/S
Mogens Brusgaard, adm. direktør Wexøe A/S

Der bliver investeret massivt i energieffektivisering i disse år, og med de politiske CO2-målsætninger in mente, vil fokus på energieffektiviseringer fortsat være meget stort.

Men det er ikke nok bare at fylde bygninger med den nyeste, energibesparende teknologi. Hvis man vil have det optimale udbytte af sin bygning - højteknologisk eller ej - skal bygningsejerne sørge for at sikre, at bygningen og dens installationer løbende vedligeholdes og serviceres.

Der er jo en grund til, at din bil skal jævnligt til efter syn for at blive tjekket igennem, få skiftet olie og - her i den digitale tidsalder - at få opdateret sin software.

Men af uransagelige årsager er der ikke den samme opmærksomhed, når det gælder landets bygninger.

Alt for ofte oplever vi, at mangelfuld indregulering og justering af de tekniske installationer betyder, at energiforbruget i mange bygninger er højere, end det burde være.

Det kan for eksempel skyldes, at installationerne arbejder overtid, selvom der ikke er behov for det, at brugen af bygningen har ændret sig, siden den blev opført, eller simpelthen at installationerne ikke er tilstrækkeligt vedligeholdte.

Skal man undgå energispildet, gælder det om at sikre, at bygningerne tekniske installationer serviceres løbende. Og udbyttet kan være ganske betydeligt, når man på denne måde hurtigt finder ud af, hvilke installationer, der trænger til renovering eller regulering, inden energiforbruget stikker af.

Store gevinster
Alene på ventilationsområdet er der store gevinster at hente. Energistyrelsen har tidligere vurderet, at man kan spare op mod 25 pct. af energiforbruget på ethvert ventilationsanlæg ved at sørge for at det løbende bliver serviceret - og det vel og mærke samtidig med, at man sikrer, at også indeklimaet i bygningerne er i topform.

Alligevel ser mange bygningsejere bort fra fordelene ved at få serviceret deres bygning og dens tekniske installationer. Nogle gange er det uvidenhed, andre gange er det et ønske om at spare. Ofte er succeskriteriet for en god drift af bygningen alene, at der ikke er klager over eksempelvis indeklimaet - selvom man i højere grad burde have fokus på en god driftsøkonomi.

Samtidig betyder det manglende fokus på de tekniske installationer, at bygningerne ofte bliver designet uden fokus på den løbende vedligeholdelse, så det helt lavpraktisk kan være vanskeligt at komme til installationerne og servicere dem.

Løses ikke af sig selv
Der er med andre ord tale om udfordringer, som ikke løses af sig selv. Derfor anbefaler vi, at man fra politisk hold arbejder for at løfte behovet for løbende service højere op i bygningsejernes opmærksomhed.

Det kan eksempelvis ske ved at indføre krav om, at større bygninger skal have tilknyttet en form for serviceabonnement med særligt fokus på at sikre at de energiforbrugende installationer - herunder at ventilation og varmeanlæg er justerede og fungerer optimalt. Serviceabonnementet kan så variere i forhold til bygningens størrelse og anvendelse.

Samtidig bør der arbejdes på at løfte kompetencerne hos driftspersonalet i større bygninger eller på, at man i højere grad udliciterer service af bygningen fremfor selv at skulle opbygge de krævede kompetencer.

Endelig bør der stilles krav til, at bygninger designes, så de installationer, der har brug for service og vedligeholdelse, er lette at komme til.

Sværere behøver det sådan set ikke at være!

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127