23948sdkhjf

Tidligere sygehusbygning i Esbjerg skal renoveres for trecifret millionbeløb

Én brik mangler i generalplanen for sygehuset i Esbjerg, som blev søsat for ti år siden: Renoveringen af de cirka 12.000 kvm i den tidligere sengebygning. Af bygningens seks etager er det anden, tredje og fjerde sal, der skal renoveres til en samlet pris på 134 mio. kr. 

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse. 

Alt andet nybyggeriet i forbindelse med udbygningen af sygehuset til Region Syddanmarks sydvestjyske akutsygehus er overstået, og de 158 nye enestuer i den nye sengebygning er taget i brug. 

Renoveringsopgaven skal nu i gang, lyder det enstemmigt fra Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg.

 – Ombygningen er vigtig for sygehuset overordnede udvikling, fordi bygningen blandt andet skal rumme lægeuddannelse og forskningsaktiviteter, der er et vigtigt fundament i fremtidens hospital. Samtidig vil bygningerne blive indrettet til at være omdrejningspunkt for den udvikling, der handler om, at patienter kan blive behandlet ambulant blandt andet på daghospital i stedet for at blive indlagt, udtaler Karsten Uno Petersen (S), formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, i pressemeddelelsen. 

Lægeuddannelsen rykker ind på sygehuset
Renoveringsprojektet gennemføres i perioden 2021-2024. Arbejdet begynder på fjerde sal, som skal indrettes til at rumme kandidatuddannelsen i medicin. Her dukker de første medicinstuderende op i september 2022 for at tage fat på den tre-årige kandidatuddannelse. 

Etagen skal indrettes med blandt andet større klasserum, mindre grupperum og laboratoriefaciliteter. 

Renoveringen fortsætter på tredje sal, som skal indrettes med ambulatorier og daghospital. Det er planen, at renoveringen af denne etage skal finde sted i 2022. 

Arbejdet slutter med renoveringen af anden sal, som skal indrettes med ambulatorier og daghospital i den ene ende og et sengeafsnit med plads til 32 senge i den anden ende. Det er de medicinske senge, som er flyttet fra sygehuset i Grindsted, der får til huse her. Det er planen, at renoveringen af denne etage skal foregå i 2023 og 2024. 

Stueetagen i den tidligere sengebygning rummer i dag sygehusets fælles akutmodtagelse. 

Første sal rummer blandt andet ambulatorier og intensivafdelinger og femte sal huser sygehusets køkken og kantine.

Hvis der viser sig økonomisk mulighed for det vil projektet kunne gennemføres hurtigere. 

Den samlede pris for udbygningen af Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til akutsygehus er omkring 850 mio. kr.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11