23948sdkhjf

Optimisme i Odense: Udviklingsselskab investerer millioner i ejerlejligheder

I Gartnerbyen i Odense har man netop støbt fundamentet til 25 nye ejerlejligheder, som bliver de første af sin art i den nye bydel på den gamle Gasa-grund. 

Bag projektet står selskabet bag bydelen, Gartnerbyen P/S, der har investere et større, tocifret millionbeløb i de 25 ejerlejligheder. 

– Det er vigtigt for os med både social og bygningsmæssig diversitet, så vi får en livlig og blandet bydel med plads til mange forskellige typer beboere i alle aldre, fordelt på både leje- og ejerboliger, siger adm. direktør i Gartnerbyen, Allan Nielsen. 

Byggeriet opføres i totalentreprise af H. Skjøde Knudsen. Arkitekt er Arkitema Architects og ingeniør EKJ Ingeniører. 

Første 60 boliger blev solgt hurtigt
Investeringen kommer trods coronakrise og et stagnerende boligmarked i Odense. 

– Nogle vil sikkert mene, at vi er vanvittige, fordi vi sætter det her byggeri i gang lige nu, hvor boligmarkedet står forholdsvist stille, men det viser bare, hvor stor tiltro vi har til Gartnerbyen og dens potentiale som Odenses nye, grønne bydel, siger Allan Nielsen. 

Han bygger blandt andet sin optimisme på det faktum, at de første 60 townhouses i Gartnerbyen blev solgt forholdsvist hurtigt. Boligerne - moderne rækkehus i ét eller to planer - blev udbudt ad flere omgange i løbet af 2019, og alle boligerne blev solgt som projektsalg. 

Grønt kvarter
De 25 ejerlejligheder bliver på mellem 52 og 83 kvm og fordeles på 2- og 3-værelses lejligheder i en femetages bygning ud til den nyetablerede park. 

Lejlighederne bliver en del af Gartnerbyens Parkkvarter, der vil blive karakteriseret ved mange grønne rum, idet trafikken i bydelen ledes syd og nord om Parkkvarteret. 

Foruden ejerlejlighederne er blandt andre PFA og Odense Boligselskab i gang på nabobyggefeltet med opførelse af et seniorbofællesskab med 126 seniorvenlige boliger, der sættes til udlejning ultimo 2020.

Lejlighederne forventes at være indflytningsklar i foråret 2021.

Fakta: Gartnerbyen

  • Gartnerbyen er en ny bydel, der etableres på den gamle GASA-grund i den vestlige del af det centrale Odense. Byggeriet gik i gang i 2017 og forventes afsluttet i 2025.
  • Når bydelen er helt færdig, vil den sprede sig over 140.000 kvm byggeri, hvilket gør Gartnerbyen til Odenses største ejendomsudviklingsprojekt nogensinde.
  • Foruden boliger af varierende type og størrelse vil Gartnerbyen desuden rumme grønne områder, et butikstorv og et plejecenter.
  • På sigt forventes Gartnerbyen at rumme boliger for mere end 3.000 beboere.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125