23948sdkhjf

Nye veje går til Femern

MSE på Lolland er i dén grad klar til at udføre opgaver til Femern forbindelsen, og er i gang med forberedende opgaver. Det kræver stort og småt maskineri

Hos MSE Entreprise, der hører hjemme i Nørre-Alslev på Lolland, er man meget klar til at arbejdet med Femern for alvor går i gang. Men faktisk har firmaet været i gang i et længere stykke tid, fordi der har været og er en række forberende projekter,

- Vi har faktisk udført en del forberedne projekter allerede, såsom adgangsveje og søer, der skulle anlægges i forbindelse med projektet. Ting, der dels er fremrykket, men også ting, der skal være klar til at det store projekt kommer i gang, siger direktør i MSE, Jan Sørensen til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Firmaet er i gang med nogle mindre ting lige nu, men har tidligere haft en række maskiner kørende på projektet.

Stærk beliggenhed
Jan Sørensen håber på at komme i betragtning som underentreprenør for konsortiepartnerne, når arbejdet skal i gang.

- Vi har jo en perfekt beliggenhed til at arbejde på Femern-projektet. Vi er tæt på, og kan i dagligdagen styre tingene stort set hjemmefra, siger han, og tilføjer at man jo kender området til bunds.

MSE Entreprise har også styrket maskinparken, således at man nu råder over fem Hitachi maskiner. Senest er det blevet til en Hitachi ZX130LC-6 gravemaskine, som man anskaffede sig sidste år.

Maskinen skulle bruges i forbindelse med anlægget af en kilometer omfartsvej til erhvervshavnen i Rødby, samt til udgravninger for arkæologer af et areal på 150 hektarer. Ydermere har firmaet etableret veje og indkørsler til camp-området, der skal huse 2.800 arbejdere. Og et andet eksempel er nedgravning af 16 km elkabler og andre forsyningsledninger, etablering af Ny Strandholm Sø og Mose.

Det er blot nogle af de opgaver ved anlægget af Femern-forbindelsen, som fik MSE Entreprise A/S til at opgradere maskinparken med en ny Hitachi-gravemaskine. Her lægger virksomheden fra Nørre-Alslev vægt på maskinførernes ønsker og krav:

- Vi fik pris på Hitachi og to andre mærker. Efter prøvekørsler valgte vi at lade det være op til vores maskinfører at afgøre det - og han mente, at kørekomfort og hydraulik er bedre i Hitachis maskiner. Og da vi generelt har faste førere på vores maskiner, skal de have stor indflydelse på maskinvalget, fortæller direktør Jan Sørensen.

Vejen til Femern
MSE Entreprises Hitachi ZX130LC-6 har arbejdet med anlæg af en vej, der vil afhjælpe transporten af materialer til byggeriet af den faste forbindelse:

- Det er en ny vej til erhvervshavnen i Rødby, så tung trafik ikke skal gennem selve byen. Der skal køres mange materialer ind, især til den kommende fabrik for tunnel-elementer. Derfor starter den nye omfartsvej ved motorvejsafkørsel 50, forklarer Jan Sørensen.

Maskinfører John Madsen:

- Det er virkelig en god maskine, hvor hydraulikken er helt i top. Det virker bare, så når jeg retter af, skal jeg kun over det én gang - modsat flere andre maskiner, jeg har kørt med. Det handler om, hvad der er målbart i hverdagen, og Hitachi fungerer bare.

- GPS’en viser mig, hvor vejbrønde, kloakker og kantstenene er. Alt det, jeg skal grave efter. Samtidig er brydekraften stærk, og maskinen løfter godt. Jeg har citybom på, og det er jeg glad for.

Service er afgørende
Opgaver på et projekt som Femern-forbindelsen kræver højeste driftssikkerhed, og derfor har MSE Entreprise valgt en komplet serviceaftale på den nye maskine:

- Vi giver en timepris, og så står H.P. Entreprenørmaskiner for al service og reparationer i op til 5 år, svarende til 8.000 kørte maskintimer. Vi har ikke selv værksted, servicebiler eller noget andet, og HPE kommer hurtigt, når der er brug for det. Hver måned får vi rapporter med maskinernes vedligeholdelsesstatus, brændstofforbrug, olieanalyser, CO2-udledning, antal timer i drift og andre data, siger Jan Sørensen.

Stort område i forandring
Ved alle byggeprojekter skal fortidsminder respekteres, og derfor skal arkæologer have mulighed for at gennemgå de 150 hektarer, Femern-projektet vil brede sig over på det sydlige Lolland. Her står MSE Entreprises maskiner for de indledende udgravninger.

Samtidig skal naturen og dyrelivet tilgodeses, og derfor skal flere vådområder flyttes og genetableres. Her har entreprenørvirksomheden bl.a. fået til opgave at anlægge Ny Strandholm Sø på 5 hektarer.

Den kommende Femern-forbindelse bliver Danmarkshistoriens største byggeri. Den 18 km lange sænketunnel med to motorvejsrør og to jernbanerør vil spare de rejsende på strækningen for cirka én time hver vej.

Artiklen er en del af temaet Femern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109