23948sdkhjf

Topchef stopper i Huscompagniet

Karsten Rydder Pedersen stopper med øjeblikkelig virkning sit virke som koncerndirektør i landets største typehusfirma, Huscompagniet. 

Samtidig fratræder topchefen sin stilling som adm. direktør hos Huscompagniets ejer, Diego HC Topco A/S.

Det bekræfter den nu afgående direktør overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det er foregået i god ro og orden, og man kan godt sige, at det er en fælles beslutning, siger Karsten Rydder Pedersen, der ikke har yderligere kommentarer.

Karsten Rydder Pedersen tilføjer dog, at han allerede nu har forladt firmaet, ligesom at han endnu ikke ved, hvad fremtiden bringer.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu, siger han.

Af CVR-registret fremgår det, at direktør Martin Ravn-Nielsen pr. 5. maj har overtaget stillingen som adm. direktør i Huscompagniet.

-  Vores ejer har ønsket at forsimple ledelsen i firmaet, og Karsten og ejerne (Diego HC Topco red.) har sammen truffet beslutningen om hans afsked, siger Martin Ravn–Nielsen til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Har siddet på posten i et år

Karsten Rydder Pedersen trådte ind som topchef i landets største husbyggerfirma 1. april sidste år, hvor han overtog stillingen fra Steffen Baungaard, der havde siddet på posten siden 2008.

Dengang udtrykte bestyrelsesformand Jens Due Olsen stor tilfredshed med skiftet:

– Vi er yderst tilfredse med, at det er lykkedes os at rekruttere Karsten som ny CEO for Huscompagniet. Karsten er en rigtig stærk profil med de helt rette kompetencer til at lede Huscompagniet i den næste vækstfase – både i Danmark og internationalt, sagde bestyrelsesformanden til Licitationen - Byggeriets Dagblad i april sidste år.

Karsten Rydder Pedersen kom til husbyggerfirmaet fra en rolle som COO i TCM Group - køkkenkoncernen, der står bag mærkerne Svane Køkkenet, Tvis Køkkener, Nettoline og kitchn.

– Jeg har længe fulgt Huscompagniets fantastiske udvikling, og efter jeg har fået muligheden for at komme tættere på selskabet og organisationen, er jeg blevet yderligere bekræftet i, at selskabet har udviklet en helt unik forretningsmodel med fokus på kunden og kundeoplevelsen. Min dagsorden bliver at accelerere væksten i både Danmark og udlandet, sagde Karsten Rydder Pedersen i april sidste år til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Huscompagniet er landets største typehusfirma og har i løbet af de seneste fem år fordoblet omsætningen. Firmaet har endnu ikke offentliggjort regnskabet for sidste år, men i 2018-regnskabet kom Huscompagniet ud af året med en omsætning på 3.349 mio. kroner og et resultat før skat på 193,5 mio. kroner. 

I 2017 kom typehusfirmaet ud af regnskabsåret med et resultat på 219,9 mio. kroner.

Licitationen - Byggeriets Dagblad forsøger i skrivende stund at fange bestyrelsesformand i Diego HC Topco A/S og bestyrelsesformand i Huscompagniet for en kommentar. 

Opdateres...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089