23948sdkhjf

Nu har de private tid til at ringe til os

Ammar Al-Temimi, adm. direktør hos AB Clausen, har altid haft travlt, men i disse uger mere end nogensinde. Corona har givet noget at tænke over - men indtil videre har rådgiveren undgået at afskedige

Månedsmøder blev til ugemøder. Ude blev til hjemme. Men livet går videre, travlere end nogensinde. Ganske vist med noget mere opmærksomhed på pandemien og de politiske og økonomiske meldinger, men det går videre for rådgivervirksomheden AB Clausen.

Eller måske rettere: Videre i løb. For virksomhedens adm. direktør, 33-årige Ammar Al-Temimi, har aldrig haft mere travlt.

Men ikke med det, der har været en realitet i mange danske virksomheder, siden statsministerens historiske "vi lukker Danmark delvist ned"-pressemøde 11. marts, nemlig fyringer som følge af akut indtørrede ordrebøger.

- Vi har ikke været nødt til at opsige eller for den sags skyld bede medarbejderne om at gå ned i løn. Vi har udskudt lønreguleringer og åbnet for at man kan gå i minus med afspadsering, men i det store hele håber jeg, at vi kan ride stormen af. Men fremtiden er mere usikker end før, og vi følger udviklingen tæt, siger han.

Hvad bygger du håbet på? Mange rådgivende ingeniørvirksomheder melder om store problemer?
- Det er rigtigt at de private udviklere af større projekter er afventende her midt i krisen. Men vi oplever til gengæld, at opgaverne hos de almindelige private hustande er vokset, i takt med at folk blev sendt hjem. Det er ikke et marked, som har fyldt meget hos os de seneste par år, men under omstændighederne er alle sager vigtige. Vi oplever også kapitalstærke udviklere, samt at de almene bolig har fokus på at sætte tingene hurtigere i gang. Og det er heldigvis lykkedes at lukke to store sager under Covid-19-situationen, siger Ammar Al-Temimi til Arkbyg.

Han fortæller, at både ledelse og medarbejdere nu for alvor viser, hvad de kan.

- AB Clausen er oprindeligt født ud af finanskrisen. Det mindset bliver nu for alvor aktiveret igen, og vi sørger for at holde fokus på vores fem spor, som er salg, leverancer, HR, økonomi og digital omstilling, siger Ammar Al-Temimi.

Ekstra opmærksom
Med nu kun fem ud af de 70 ansatte på kontoret, resten hjemme, har rådgiverne omstillet sig til de nye tider, der i skrivende stund (påsken) fortsat kan forskyde sig i begge retninger - en opblødning af pandemiens jerngreb om landet eller en ny opblussen, når skoler og arbejdspladser her ved Arkbygs udgivelsestidspunkt kommer til live igen.

En samtale med Ammar Al-Temimi er derfor også præget af kriseberedskabet og den flydende situation, hvor nyheder om pandemien nærmest forældes i det øjeblik journalister og redaktører trykker "publicer" fra deres hjemmearbejdspladser.

- Selvfølgelig kan vi for eksempel ikke ignorere, når Nationalbanken kommer med sin udmelding (der 19. marts hævede den ledende rente med 0,15 pct. point til minus 0,6 pct., for at forsvare kronekursen, som har været under stigende pres under coronakrisen, red.) eller andre meldinger fra regering eller sundhedsmyndighederne. Men vores udgangspunkt er stadig det samme: at tilbyde kompetencebaseret rådgivning, der sætter bygherren i førersædet og giver kunden mulighed for at vælge sine specialiserede rådgivere, siger den civilingeniøruddannede Ammar Al-Temimi.

Mere agilitet
Han er derfor også skeptisk overfor de store opkøb, fusioner og konsolideringer, der præger rådgiverbranchen i disse år.

- For det er min oplevelse, at kunderne gerne køber rene ingeniør- og konstruktørpakker. Det giver nogle kreative muligheder for kunden, og mindre forvirring. Et eksempel er: Hvorfor ansætter vi ikke 30 installationsrådgivere, når det nu er en af vores kerneopgaver? Men det gør vi ikke, fordi det vil give os mindre agilitet. Det er bedre at hyre ekspertisen ind til den konkrete opgave, hvis der er behov. Bare fordi der er flere ingeniørekspertiser tilknyttet, fra selvstændige firmaer, betyder det jo ikke, at rådgivningen bliver mindre integreret, mener han.

En falsk tryghed
For midt i en bygge- og anlægsverden, der er præget af helhedsløsninger og one-stop-shopping, findes djævelen i detaljen.

- Et byggeri eller en renovering, for eksempel, er i dag så kompleks, at der kræver specialistviden, og jeg har svært ved at forstå modellen med at have al viden in-house, for det giver en falsk tryghed for kunden, der jo netop også søger kreativ rådgivning og agilitet. Det kan vi give, og jeg oplever, at de store entreprenører og udviklere vælger os, netop på grund af en fleksibilitet, der måske mangler i de større ingeniørhuse, hvor det er lettere at miste overblikket og hvor kommandovejene og beslutningsprocesserne er mere uklare, siger han til Arkbyg.

De almene rører på sig
Ammar Al-Temimi fastholder, at AB Clausens intention, her midt i den verdensomspændende coronakrise, fortsat er at løbe hurtigere og se, hvilke projekter, der aktuelt giver mest.

- Beslutningsvejene skal fortsat være korte, og vi skal sørge for at holde os skarpe på flere typer af opgaver, der lige nu ændrer sig lidt: Lige nu samarbejder vi med Teknologisk Institut om statik-certificeringer og vi hjælper materialeleverandører, der leverer bærende konstruktioner. Samtidigt mærker vi, at opgaverne hos de almene boliger, rører på sig. Rammeaftaler, der var gået lidt i stå, begynder at røre på sig igen, siger Ammar Al-Temimi, der betegner sig selv som en person, "der altid har haft travlt".

Færdiguddannet som 21-årig
Han blev færdig som civilingeniør fra DTU allerede som 21-årig og har - som det er sædvanligt i ingeniørbranchen - også international erfaring, blandt andet fra fem forskellige lande.

AB Clausen er blandt andet kendt for store projekter som Post Hotel ved hovedbanegården i København, for milliardrenoveringen og helhedsplanen for Gadehavegård-kvarteret i Høje Taastrup; et projekt for 995 boliger fordelt på 19 boligblokke, samt for renoveringen af Hotel Herman K (der vandt Renoverprisen 2019) og for Hofors administrationsbygning ved Bio4 i København.

Rådgiverne har også arbejdet med Sluseholmen Skole i København og med forvandlingsprojektet Puls T i Taastrup, der på 32.000 kvm skal forvandle en stationsbygning til nye ungdomsboliger.

Lige nu arbejder virksomhedens i alt ni ledere og medarbejdere med at sætte skub i omdannelsen af loftsrum til lejligheder. En ny kampagne fra virksomheden skal vise boligforeningerne, at de høje boligpriser kan forvandle tagboliger til guld.

- 2020 går under navnet træåret, og netop for tagboliger, kan CLT løse flere udfordringer - det arbejder vi på et koncept med, siger Ammar Al-Temimi.

Mange flere tørrelofter kan nemlig omdannes til tagboliger i Storkøbenhavn, viste en DTU-afhandling, der fortalte, at byens uudnyttede loftsrum kunne rumme 22.000 nye boliger. Men lige nu er der kun opført 1.614 nye taglejligheder ved til- eller ombygning i Storkøbenhavn, ifølge Danmarks Statistik.

Derfor har det aldrig været mere oplagt at komme i gang, mener AB Clausen, der pointerer, at de stadig rekordhøje boligpriser og klimadagsordenen - der også vil være der efter coronakrisen - bør give mere medvind til projekterne.

Lempede regler
Fordelene ved tagboliger er ikke kun økonomiske. Ingeniørerne peger på, at ejer- og andelsforeninger typisk finansierer et tiltrængt, nyt tag eller en energirenovering ved at etablere taglejligheder. Det sænker klimabelastningen. Samtidigt er det mere bæredygtigt at bygge ovenpå end at bygge nyt fra bunden.

Nye regler kan også give kampagnen medvind. Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget lempede i december 2018 retningslinjerne på området efter kritik fra en gruppe arkitekter, bygherrer og økologer. Det skulle gøre det lettere at få tilladelse til at lave nye tagkonstruktioner i eksisterende ejendomme. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251