Nye gravemaskiner fra Kubota
Kubota havde oprindeligt inviteret dele af fagpressen til Alicante i det sydøstlige Spanien for at præsentere tre nye gravemaskiner, og forberedelserne havde stået på længe.
Men så ramte coronaen, og det hele måtte aflyses.
Nu kan Licitationen - Byggeriets Dagblad imidlertid så fortælle, hvilke maskiner der kommer fra Kubota, og det er maskiner, som den danske importør Løwener venter sig en del af, for der er tale om ret stor udvikling i forhold til de eksisterende modeller, som i forvejen har et godt ry hos de danske kunder.
Der er tale om U56, som er en gravemaskine på 5,5 tons.
En zerotail maskine, som så også kommer i en ca. 6 tons udgave med bagende, som kaldes KX60. Imellem de to kommer U50, men Flemming Mørk, der er salgsdirektør i Løwener A/S, tror at den kommer lidt i klemme mellem de to øvrige modeller.
- Til gengæld er de to andre modeller nogle, som vi venter på med stor spænding, for der er gjort et meget seriøst stykke arbejde med at udvikle modellerne. Det gælder ikke mindst i kabinen, hvor komforten for maskinføreren er steget adskillige klasser, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Bred anvendelse
- Maskinerne egner sig rigtigt godt til en lang række forskellige brancher, det gælder entreprenørerne, kloakmestrene, typehusfirmaerne og ikke mindst også udlejningssektoren, hvor vi med de eksisterende modeller også er godt repræsenterede, siger Flemming Mørk.
Om Kubota
Japanske Kubota har netop haft 130 års jubilæum. Producenten af entreprenørmaskiner og landbrugsmaskiner, samt motorer, blev grundlagt i 1890, og har hovedkontor nær Osaka. Koncernen har kontorer i 110 lande verden over. Landbruget er koncernens største område, men har store kompetencer og produktion inden for vandrensnings systemer, rør, tagmaterialer og meget andet.
|
Motormæssigt er de to interessante modeller udstyret med Stage V motorer, og der er 6.000 timers garanti på DPF’en - dvs. partikelfiltret, tilføjer han, og tilføjer at maskinerne har den samme, kendte stærke hydraulik.
- Men tilbage til førerkabinen. Der er der tale om et ganske gevaldigt løft. Støjniveauet er reduceret til 74 dB, et luftaffjedret sæde er standard på maskinerne. Der er en 7" skærm til betjening af maskinens systemer. Det giver en meget hurtig betjening af blandt andet de hydrauliske funktioner, siger han til Licitationen. LED belysning er standard.
Store forventninger
Når det kommer til service, så er det første service efter 250 timer, der næste 500 timer, og så er det 1.000 timer, hvorefter det er for hver 500 timer.
- Vi er overbeviste om, at vi burde kunne sælge 35-40 af disse nye maskiner om året. Måske endda flere, siger Flemming Mørk.
Importøren Løwener har ca. 20 procent i markedsandel på maskiner i kategorien 0-8 tons. Det samlede marked for disse maskiner er på ca. 1.800 maskiner årligt.
Arbejder i flere sektorer
Firmaet forhandler og servicerer tekniske produkter, maskiner og løsninger til industrien, entreprenører, auto- og transportbranchen samt den offentlige sektor i Danmark og på nærmarkederne. Firmaets mere end 126-årige historie dokumenterer firmaets evne til at forny sig og opbygge teknisk kompetence i takt med den teknologiske udvikling og til at forudse markedets krav.
I dag er V. Løwener A/S en virksomhed i vækst, leverandør og samarbejdspartner med et bredt udvalg af kapital- og forbrugsvarer inden for områderne procesteknik, industriteknik værkstedsteknik og entreprenørmateriel
Firmaet har i alt cirka 65 medarbejdere fordelt på hovedkontoret og servicecentrene i Danmark, og har siden 2004 været ejet og drevet af Niels Barfod Jakobsen.