MT Højgaard vinder hospitalsbyggeri
MT Højgaard Danmark er netop blevet valgt til at stå for byggeriet af Ny Psykiatri i Viborg.
Dermed er sidste brik faldet på plads til det 16.000 kvm store psykiatrihospital, der skal opføres ved Søndersø i Viborg.
- MT Højgaard Danmark har leveret det tilbud, som bedst opfylder kravene i udbudsmaterialet. Så nu er vi klar til at tage projektet til næste niveau og skabe de bedst mulige fremtidsorienterede rammer til patientbehandling, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg, i en pressemeddelelse.
Med Rambøll som totalrådgiver og Link Arkitektur og SLA som underrådgivere er holdet nu sat til nybyggeriet, der blandt andet skal huse 90 sengepladser til patienter i voksenpsykiatrien, ambulante behandlingsrum og faciliteter til medarbejdere.

Det nye psykiatri-byggeri vil dertil være omkranset af grønne områder.
454 millioner kroner
Totalrådgiverens opgave har en budgetramme på 454 mio. kr. og det forventes, at nedrivningen af de nuværende bygninger på grunden begynder i 2026, mens opførelsen af det nye byggeri vil starte året efter.
Vinderen vil blive inddraget tidligt i projektet for at indgå i den videre udvikling og sparring om psykiatribyggeriet, inden klargøringen af byggegrunden og selve opførelsen af bygningen går i gang.
Efter planen flytter psykiatrien ind i det nye byggeri i 2031.
Ny Psykiatri i Viborg indeholder
- Sengeafsnit for almenpsykiatri og retspsykiatri med samlet sengekapacitet til 96 patienter
- Ambulante behandlingsområder, kliniske specialbehandlingsrum til ECT (elektrochok) og TMS (magnetterapi) behandling mv., kliniske støttefunktioner med idrætssal, patientskole mv. samt kontorarbejdspladser, møderum, personalefaciliteter, vagtværelser med mere.
- Muligheder for udvidelse af sengeafsnit og ambulant funktion, samt mulighed for at etablere en gangbro i højden over vejen til somatikken, til anvendelse for patient og personalefærdsel.
- Psykiatrien forbindes med logistikforbindelse via tunnel til Hospitalsenheden Midt.
Kilde: Region Midtjylland
Planlægningen af det nye psykiatriske hospital, der skal erstatte de nuværende, slidte bygninger ved Søndersø i Viborg, har været undervejs i adskillige år.
I efteråret nikkede Region Midtjyllands udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg ja til et dispositionsforslag om, hvordan det nye psykiatribyggeri skal se ud.
Her var der i investeringsplanen prioriteret 665,5 mio. kr. til psykiatribyggeriet, hvoraf cirka 450 mio. kr. var øremærket den aktuelle totalentreprise.
