23948sdkhjf

PFA åben for at fremrykke opgaver

PFA, der er blandt Danmarks største ejendomsinvestorer, er åben for at se nærmere på mulighederne for at fremrykke selskabets planlagte renoverings- og vedligeholdelsesopgaver, der udgør et større tocifret millionbeløb i 2020. Samtidig vil PFA fortsætte igangværende byggeaktiviteter, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den udstrakte hånd fra PFA kommer blandt andet på baggrund af erhvervsorganisationen Dansk Byggeris advarsler om, at den danske bygge- og anlægsbranche snart kan stå over for en betydelig nedgang i renoveringer og reparationer, hvilket kan føre til hjemsendelser og afskedigelser. Opstår den situation, er PFA åben for at kigge nærmere på muligheden for at skabe aktivitet på området.

– Viser det sig, at der opstår en alvorlig situation med kraftige fald i antallet af opgaver hos landets bygge- og håndværksvirksomheder, har vi mulighed for at kigge nærmere på vores renoverings- og vedligeholdelsesopgaver, der ellers er planlagt til senere på året. Så vil vi undersøge, om vi kan fremrykke dem. På den måde kan PFA være med til at skabe noget aktivitet i en svær tid og holde hånden under danske arbejdspladser, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

For 100 millioner renoveringsopgaver
PFA har på nuværende tidspunkt opgjort de planlagte renoverings- og vedligeholdelsesopgaver for resten af 2020 til at udgøre op mod 100 mio. kr.

– Opgaverne er allerede planlagt til at finde sted i løbet af 2020, men hvis der i den kommende tid opstår en periode med store fald i aktiviteten i byggebranchen, kan vi starte en dialog med vores administrationsselskaber og undersøge, hvor store og hvor mange opgaver vi kan fremrykke, siger Michael Bruhn.

De planlagte opgaver indebærer hovedsageligt større eller mindre håndværksopgaver og er fordelt på i alt 135 af PFA’s eksisterende ejendomme. Heraf 60 boligejendomme og 75 erhvervsejendomme, som ligger rundt i store dele af Danmark og udgør et samlet areal på over 1 mio. m2.

Igangværende byggeaktiviteter fortsætter
Michael Bruhn understreger samtidig, at PFA uforandret fortsætter selskabets allerede igangsatte byggeaktiviteter.

– Som en af Danmarks største ejendomsinvestorer har vi gang i en række store og spændende byggeprojekter rundt om i landet, og dem fortsætter vi ufortrødent med. Det gælder både de projekter, som allerede er i gang med at blive opført, og dem, som vi har planlagt og forventer at entrere i den nærmeste fremtid. På den måde kan PFA også bidrage til, at der fortsat er større opgaver, som skal udføres, i den danske byggebranche, siger Michael Bruhn.

Byggeaktiviteterne omhandler i alt 19 projekter med henholdsvis bolig- og erhvervsejendomme, der for PFA har en samlet investeringssum på 7,8 mia. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14