23948sdkhjf

Corona udløser garantier fra Vækstfonden

Staten har via Vækstfonden åbnet en garantiordning, der skal bidrage til at holde hånden under små og mellemstore virksomheder med økonomiske udfordringer som følge af coronakrisen

Mandag aften åbnede en ny garantiordning i Vækstfonden for de små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der er ramt af virkningerne af coronavirussen.

Med ordningen stiller staten via Vækstfonden garanti på 70 pct. af bankernes nye lån til virksomheder, der har lidt eller forventer at lide et omsætningstab på mindst 30 pct. som følge af spredningen af coronavirus.

- Vi står i en helt ekstraordinær situation, og i regeringen gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe erhvervslivet og holde hånden under danske arbejdspladser. Med den her ordning kan en mindre rejsearrangør eller den lokale tøjbutik, som oplever en dramatisk nedgang i salget lige nu, få lettere ved at få et lån i banken og holde hovedet oven vande, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

285 mia. kroner afsat
Til de små og mellemstore virksomheder har regeringen og Folketingets partier afsat en garantiramme på i alt 17,5 mia. kr. og en tilhørende tabsramme på ca. 5 mia. kr., det vil udløse udlån på op til 25 mia. kr.

Til de store virksomheder er den samlede garantiramme på 25 mia. kr. og kan dermed udløse udlån på op til 35,7 mia. kr.

- Nu er fundamentet for garantien faldet på plads efter en EU-godkendelse af ordningen. Det er derfor med stor glæde, at vi i Vækstfonden nu kan give en økonomisk håndsrækning til de SMV’er, der har måttet se omsætningen dale og kunderne forsvinde, efter coronakrisen brød ud. Jeg glæder mig over, at vi har mulighed for at bidrage med endnu et finansieringsprodukt til danske virksomheder i denne meget vanskelige situation, udtaler adm. direktør i Væsktfonden, Rolf Kjærgaard, i en pressemeddelelse.

OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus her

Vækstfondens udvidede garantiordninger er en del af regeringens samlede erhvervspakke målrettet erhvervslivet som følge af coronakrisen.

- Garantiordningen til store virksomheder er kommet godt fra start, og mange banker og finansieringsinstitutter henvender sig. Det betyder, at penge allerede nu kan komme ud at rulle hos de store virksomheder og være en tiltrængt økonomisk støtte. Nu vil det samme være tilfældet for ordningen til SMV’er, siger Rolf Kjærgaard.

I alt har regeringen nu - via tre hjælpepakker - sendt 285 mia. kroner ud at svømme. De 55 mia. kroner som direkte støtte, mens de 230 mia. kroner er ekstra likviditet til virksomhederne. I faktaboksen her på siden kan du se, hvad 285 mia. kroner egentlig svarer til.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127