Internationalt pressemøde aflyst
De europæiske fagpressejournalister skulle her sidst i marts have været til et stort event hos Kubota, der i Alicante ville have præsenteret et nyt program af maskiner, men arrangementet blev i sidste uge aflyst, på grund af risikoen for smitte blandt de mange europæiske journalister.
- Vi tør ganske enkelt ikke tage risikoen for, at nogen skulle blive smittet, eller at bære smitten fra deres hjemland til et andet via sammenkomsten i Alicante, så derfor har vi taget den svære beslutning at aflyse arrangementet, som vi ellers havde glædet os til, siger Sylvie Maillet, der er marketingkoordinator i Kubota, til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Anderledes ser det ud i Danmark. Her tager maskinfolket det helt roligt. I sidste uge gennemførte De fem maskinimportører i Ringsted, Nicolaisen & Larsen med JCB, Scantruck, Hydrema, Mertz og Helms TMT-Centret, deres årlige åbent-hus arrangement.
Gennemfører alligevel
I denne uge gennemfører Sylvester A/S et åbent hus-arrangement med flere andre deltagere, herunder Aksel Benzin, der kommer med Warrior 600 fra Powerscreen. Sylvester A/S der sælger kompakte Volvo-maskiner, åbner dørene for et ændret koncept:
- Vi er gået sammen med Hydrema og Greentec og har valgt at involvere flere andre leverandører i branchen i demodagene, så nu er vi klar med en helt - faktisk ikke så lille udstilling. Og uanset om man er entreprenør eller anlægsgartner, så har vi relevante maskiner og redskaber til dem, siger Tom Sylvester, fra Sylvester A/S i en pressemeddelelse.
- Volvos kompakte maskiner, som Sylvester sælger, er normalt ikke en størrelse, som de fleste af vores kunder bruger. Sylvesters mindre Volvo-maskiner er jo typisk målrettet den lille anlægsentreprenør, vognmandsfirmaet, en mindre miljøplads eller en kloakmester. Men for den gruppe virksomheder er Warrior 600, som kan sortere genanvendelige materialer for eksempel jord, byggeaffald og asfalt, siger Claus Benzin fra Aksel Benzin A/S.
Dog er en af årets helt store begivenheder, Byggeri 20 ramt og udsat på ubestemt tid. Men det er også et betydeligt større arrangement, hvor op mod 30.000 gæster ville have besøgt messen i Fredericia.