23948sdkhjf

Ny hovedejer og rekordplus fra vestjysk boligentreprenør

Opdateret: Regskabstal og -boks er tilføjet i bunden af artiklen.

Med et plus på 32,2 mio. kr. før skat sætter JCN Bolig resultatrekord i 2019. Kombineret med en omsætning for året på 593 mio. kr. udmøntede det sig i en overskudsgrad på 5,3 pct. Det oplyser boligentreprenøren med hovedsæde i Vildbjerg i en pressemeddelelse. 

Med opstart i 2013 var målet for en strategisk plan for 2015-2019 at opnå en samlet overskudsgrad over 4 pct. Akkurat som det er tilfældet med 2019, så lander den samlede overskudsgrad for den femårige periode på samlet 5,4 pct. 

Generationsskifte 15 år undervejs

Ved generalforsamlingen den 21. februar var det ikke kun rekordregnskab, der var på tapetet. Det blev også dagen, hvor generationsskiftet i JCN Bolig blev gennemført.

Efter 79 år i familien Nielsens varetægt blev aktiemajoriteten overdraget til adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen og et længe planlagt generationsskifte dermed gennemført. 

Nu har Flemming V. T. Rasmussen 50,07 pct. ejerandel og Flemming Skov Nielsen 34,68 pct., fremgår det af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. 

Flemming V. T. Rasmussen startede i 2004 hos JCN som funktionær nummer fem med en baggrund som økonom og job hos A.P. Møller. Allerede året efter købte han sine første aktier. 

I 2014 overtog Flemming V. T. Rasmussen så direktørposten. En post som Flemming Skov Nielsen på det tidspunkt havde haft i 20 år. I 2014 blev generationsskiftet også endeligt lagt i rammer. 

– Det er derfor glædeligt, at vi nu kan gennemføre et generationsskifte, som godt nok har taget 15 år, men som samtidigt er bundsolidt og sikrer en upåvirket drift, siger Flemming V. T. Rasmussen.

– Efter blot to års tilløb med specialiseringen er det lykkedes i et kontinuerligt forløb på fem år at skabe økonomiske resultater, som kun er ganske få forundt i byggebranchen, udtaler adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen i pressemeddelelsen.

Ny femårsplan på trapperne
Med udløbet af én femårsplan er en ny på trapperne. 

– Som udgangspunkt er vi egentligt ikke meget til langsigtede planer. Vi agerer i forhold til hvordan vi performer og de muligheder markedet byder. Samtidig har vi dog erfaret hvor vigtigt det er for vores medarbejdere og samarbejdspartnere at vide, hvilken retning vi ønsker udviklingen i. Kun med den viden kan de være den nødvendige aktive part til at drive udviklingen, siger Flemming V. T. Rasmussen. 

– Uden at gå for meget i detaljer, så kommer det nok ikke som den store overraskelse med vores succes, at vi ønsker at udbygge den. Og dyrke vores specialisering for boliger endnu mere med de fordele vi har erfaret det giver, tilføjer han.

Ordrebogen er næsten fuld
JCN Bolig budgetterer med en omsætning for 2020 på 700 mio. kr. med en dertil fastholdelse i overskudsgrad. Hertil er selskabet godt på vej med 90 pct. i ordrebogen for året.

Ligeledes ser man positivt på de efterfølgende år, hvor de igangsatte aktiviteter i 2017 på Sjælland og indenfor Renovering viser gode tegn. Det østjyske marked er således allerede i 2019 blevet suppleret godt med omsætning fra de to nye markedsområder. 

JCN Bolig beskæftiger i dag 135 medarbejdere. Heraf 70 håndværkere indenfor fagene tømrer, beton og elementmontage. De øvrige 65 ansatte er funktionærer og er primært beskæftiget med projektledelse.

JCN Bolig A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 592,6 430,9
Resultat af ordinær primær drift 31,8 17,7
Resultat før skat 31,2 17,0
Årets resultat 24,3 13,3
Balancesum 164,3 127,6
Egenkapital 64,8 47,1
Antal ansatte 114 98
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2020.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111