23948sdkhjf

Corona-knibe i Kjellerup: 400 paneler fanget i Kina

Hos Bango i midtjyske Kjellerup mærker man nu konsekvenserne af den Corona-virus, der i øjeblikket hærger i den kinesiske Hubei-provins.

Virksomheden, der handler med døre, vinduer og garageporte, har i øjeblikket 400 paneler til garagedøre strandet i Kina. Og der ser de i første omgang ud til at blive.

– Lige nu forventer vi en udvidet leveringstid på ti uger, men de er meget forsigtige med at melde noget ud, fortæller ejer og direktør Uffe Karlsen.

Ifølge direktøren er det en væsentlig del af Bangos varesortiment, der kommer fra Kina, så viruskarantænen ”giver da lidt problemer”, som han formulerer det. Ikke mindst fordi påsken – og dermed højsæsonen for salg af garageporte – nærmer sig.

– Det er rent varelager til forårssæsonen, vi er i gang med at tage hjem, og når påsken kommer, skal vi selvfølgelig have mere på hylderne, lyder det fra Uffe Karlsen.

Vi har en god plan
Det arbejder man i øjeblikket hårdt for at sørge for, og selvom situationen er problematisk, er der langt fra panik i det midtjyske.

– Vi arbejder også med en række europæiske leverandører, så lige nu er vi i gang med at finde en løsning, så vi i stedet kan hente varerne her i mellemtiden, fortæller Uffe Karlsen.

Det er derfor både håbet og forventningen, at kunderne ikke kommer til at blive berørt af de logistiske udfordringer.

– Vi synes, vi har en god plan for det, og vi arbejder på en løsning, så det ikke kommer til at betyde en merpris for kunderne; det er vigtigt, at vi forbliver konkurrencedygtige, slår Uffe Karlsen fast.

De udgifter, der ikke desto mindre er forbundet med forsinkelserne og de nye aftaler, er man klar til selv at sluge hos Bango.

– Det kommer selvfølgelig til at koste os noget, hvor meget har vi ikke overblik over endnu, men det er ikke noget, vi er bekymrede for – vi skal nok få det løst, lyder det fra den optimistiske direktør.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105