23948sdkhjf

Byggeri af bro over jernbane indledt

Siden midten af december har entreprenørmaskiner været i gang med gravearbejde på begge sider af jernbanesporet mellem Klepholmvej og Ny Kærvej i Støvring.

Det sker som optakt til at etablere en helt ny bro over jernbanesporet ved Klepholmvej. Den skal afløse den nuværende smalle bro ved Vaseholm mod syd, der efter planen skal nedbrydes og fjernes helt i 2022.

Den gamle bro har nemlig ikke en frihøjde, der skaber mulighed for Banedanmarks planer om en elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Lindholm.

Efter aftale med Banedanmark er Rebild Kommune bygherre på brobyggeriet ved Klepholmvej, og i en indgået rammeaftale medfinansierer Banedanmark projektet med 31,51 mio. kr., og Rebild Kommune har selv afsat 29 mio. kr. som sin del af projektet.

Flytning af NATO olieledning
I første omgang har gravearbejdet omkring jernbanesporet drejet sig om at flytte en eksisterende NATO olieledning på en strækning over nogle hundrede meter.

Dens gamle og nu nye placering og krydsning under jernbanesporet ved Støvring er en militær hemmelighed.

Dog oplyser en repræsentant for forsvaret på byggepladsen, at en ventil på olieledningen lå placeret netop der hvor den nye jernbanebro skal bygges.

Brobyggeri nu indledt
Flytningen af olieledningen har varet de første seks uger af anlægsarbejdet, hvorefter entreprenørfirmaet Aarsleff Rail A/S har indledt arbejdet med at forberede brobyggeriet.

Det er ifølge tilsynsførende ingeniør hos Rebild Kommune Dorte Marlene Munk Nielsen sket ved at der på begge sider af jernbanesporet er nedrammet spunsvægge på det sted, hvor jernbanebroen skal placeres.

I øjeblikket bliver der gravet ud ved spunsvæggene til det indledende støbearbejde af fundamentet til den nye jernbanebro, der vil blive støbt på stedet i hele sin fulde udstrækning.

Den bliver ifølge Dorte Marlene Munk Nielsen syv meter høj for at de fremtidige elektrificerede tog kan passere forbi nedenunder.

Licitation over anlægsarbejdet
Aarsleff Rail vandt opgaven med brobyggeriet ved en licitation i efteråret.

Ud over den afsluttede flytning af NATO olieledningen og det igangværende brobyggeri har der også været licitation over vejentreprisen, der blev vundet af Sejlstrup Entreprenørforretning A/S i Hjørring.

Vejentreprisen omfatter etablering af en ny Klepholmvej og dens tilslutning til Hobrovej samt anlæg af en forlængelse af Støvring Ådale på østsiden af jernbanesporet fra viadukten Kærvej mod nord til Vaseholmbroen mod syd.

Vejadgang til Støvring Ådale
Den nye asfaltvej anlægges parallelt med den nuværende grusvej Ny Kærvej.

Formålet med brobyggeriet og vejanlæggene er at sikre infrastrukturen og dermed udviklingen for den sydlige del af Støvring Ådale, hvor det snart bliver aktuelt med boligbyggeri efter at den nordlige del af boligområdet i Støvring Ådale efterhånden er fuldt udbygget.

Tilsynsførende ingeniør Dorte Marlene Munk Nielsen forventer at både de nye vejanlæg og brobyggeriet vil være helt afsluttet til november eller december. Dog vil slidlaget på de nye veje først blive udført på et senere tidspunkt.

Den nuværende viadukt på Kærvej skal efter planen fremover lukkes helt af for biltrafik og skal i fremtiden i stedet alene benyttes som en sikker skolevej for cyklende og gående. Denne lukning forventes ifølge Rebild Kommune at ske allerede engang her til foråret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125